Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Rekordår for Colliers i Trekantområdet

Vejleheader

Med næsten 40% vækst fra 2019 til 2020 blev året et nyt højdepunkt for Colliers i Trekantområdet. Særligt logistikbygninger og boligejendomme bliver efterspurgt af investorerne.

Der har været godt gang i handlerne i området omkring Vejle, Kolding, Fredericia, Horsens og Esbjerg sidste år. Faktisk ender Colliers’ afdeling i Vejle på det højeste niveau i over 10 år.

Det fortæller partner og direktør for Colliers’ kontor i Vejle René Neesgaard.

”2020 er gået fantastisk godt i vores afdeling i Trekantområdet med mange markante salg. Alene fra vores afdeling har vi formidlet ejendomme for over 1,8 milliarder kroner og haft ekstraordinært mange markante salg over 100 millioner.”

”Man har, når der skal gøres status, tilbøjelighed til at fokusere på de største sager, men baggrunden for succesen i Vejle er faktisk en lang række både mindre og større sager og et rigtig godt samarbejde med mange købere, sælgere, lejere, udviklere og andre aktører i ejendomsbranchen, og hver gang en sag lykkes, er det tegn på, at to parter er blevet enige om en aftale, som danner grundlag for videre udvikling. Det er altid en fornøjelse at være en del af,” udtaler René Neesgaard.

Markante sager

Af sager som alligevel stikker særligt ud er en lang række salg af boliginvesteringsejendomme, ud over den senest omtalte sag med salg af 87 boliger i en forstad til Kolding lige inden jul.

Dertil kommer en lang række andre større bolighandler, bl.a. 34 boliger på Skudehavnen i Vejle bygget af CASA, 65 boliger i Esbjerg, som blev solgt samlet til en udenlandsk investor i sommeren 2020, og ikke mindst en af de største transaktioner af boliger i området, salget af 230 boliger i Tirsbæk Bakker til HD Ejendomme – en handel med en samlet volumen på næsten 500 mio. DKK.

Udvikling af ejendomme

Udover boligejendommene har også en række spændende udviklingssager fyldt en del, fortæller René Neesgaard. 

"Vi lagde ud i januar 2020 med en 22.650 m² grund midt i Fredericia, en tidligere fabriksgrund for Electrolux, som efter et længere forløb blev solgt til Fredericia Kommune. Så grunden kan nu forhåbentligt snart bebygges og udnyttes igen og blive en del af byens spændende udvikling. I den anden ende sluttede vi året med salget af en 16.885 m² bygning på en 28.020 m² stor grund midt i Vejle, som i efteråret 2020 blev solgt efter et struktureret forløb fra Danica Ejendomme til en lokal investorkreds."

Endelig har René og hans team formidlet en lang række gågadeejendomme i både Vejle, Fredericia, Kolding, Horsens og Esbjerg.

Også i Trekantområdet har retailbranchen dog været udfordret i 2020, og René Neesgaard forventer, at det fortsætter i 2021.

"Vi har dog opbygget en stor viden på retail-området, som bestemt stadig er i udvikling og med stor forandringsparathed. Derfor er det lykkedes at gennemføre rekordmange udlejninger fra afdelingen i Trekantområdet og altså også en lang række salg af investeringsejendomme på gågaden."

Større afkast i vækstområderne uden for storbyerne

Ligesom de øvrige vækstområder uden for København og Aarhus beretter René Neesgaard om en stigende interesse for ejendomsinvesteringer.

"Det giver god mening, når renten er så lav, og afkastet typisk er lidt højere i vækstområderne uden for København og Aarhus. Det er især logistik- og boligejendomme, som trækker opmærksomhed blandt investorerne, mens også projektejendomme har været efterspurgt,” tilføjer René Neesgaard.

Samtidig er teamet hos Colliers i Vejle udviklet og vokset, så det spænder over en bredere uddannelsesmæssig baggrund. Blandt andet to diplomvaluarer, en cand.merc.aud., en med en HD i Finansiel Rådgivning og en generel aldersspredning fra 25 – 60 år.

”Det er nødvendigt, at vi stiller med et bredt hold, når vi opererer i et mere spredt marked, hvor investorerne er forskellige i deres ønsker og krav, men også i deres processer. Det kræver forskellige kompetencer i udbuds- og salgsprocessen afhængig af ejendomstypen, opgaven og ikke mindst volumen i investeringen, og vores team har den nødvendige erfaring, netværk og uddannelsesmæssige baggrund til at kunne agere optimalt i markedet på vegne af vores kunder”.

René Neesgaard glæder sig derfor til et 2021, hvor han og teamet i Vejle ser frem til at flytte til nye lokaler ved motorvejen i Vejle, hvorfra de i endnu højere grad vil kunne betjene kunderne med forventning om et fortsat højt aktivitetsniveau. 


Kontakt

René Neesgaard

Director | Partner

Vejle

René arbejder primært med udlejning og salg af erhvervsejendomme og -lokaler.

Se profil