Spring til hovedindhold Gå til sidefod

OCP køber nyopført Koncenton-ejendom med studieboliger

studieboliger Valby OCP

OCP har af Koncenton købt en knap 18.000 m2 stor ejendom i Valby, der til dels omfatter et helt nyopført studieboligkompleks med butikker i stueetagen. Colliers var sælgerrådgiver i sagen.

Ejendommen ligger på Poppelstykket 2 m.fl., i Ny Ellebjerg, et område af bydelen Valby, som er i rivende udvikling. Ejendommen omfatter foruden en eksisterende erhvervsbygning ca. 360 nyopførte micro apartments, som både appellerer til studerende og til det voksende segment af singler, som søger det enkle liv og en husleje, der er til at betale. Ejendommen sælges af Koncenton, som har udviklet ejendommen. Ejendommen ligger ideelt i København, lige ved Ny Ellebjerg Station og den kommende metrolinjeføring til Københavns Sydhavn.

Køber er Orange Capital Partners (OCP), som er en langsigtet investor, der tilstræber at have en diversificeret og modstandsdygtig portefølje af blandede aktiver. Med købet styrker OCP sin danske portefølje.

”Især faktorer som førsteklasses materialer, en bæredygtig konstruktion, kort afstand til servicetilbud og byen samt overkommelige lejepriser var af afgørende betydning for vores beslutning om at investere i porteføljen. Vi har til hensigt at investere i flere boligejendomme af samme høje kvalitet og med samme overkommelige lejepriser,” udtaler Joris Voorhoeve, Partner, OCP.

OCP blev i forbindelse med transaktionen rådgivet af Accura.

I Koncenton glæder man sig over, at det allerede kort tid efter færdiggørelsen har været muligt at sælge ejendommen, der oprindeligt havde en projektsum på mere end en halv mia. kr., med en pæn gevinst til investorerne.

”Vi er utrolig stolte over på ganske kort tid at have skabt stor værdi for både investorer og lejere gennem effektivt indkøb og udvikling af ejendommen. Med salget af Poppelstykket opnår investorerne en markant gevinst, netop som projektet står færdigt, og det understreger potentialet i Koncenton som investeringspartner,” siger ejendomsdirektør og partner i Koncenton Anders Bangsgaard.

Hos Koncenton glæder man sig over et godt samarbejde med Colliers i forbindelse med salget, og selvom der i Koncentons investeringsprojekter ikke budgetteres med værdistigninger, så har selskabet en stærk historie, når det kommer til at finde og udvikle lukrative ejendomsprojekter. ”Vi vurderer potentialet i mange udviklingsejendomme hvert år, og vores erfaring gør, at vi har en god fornemmelse for, hvilke ejendomme vi skal slå til på. Der er et kæmpe potentiale i udlejningsboliger i danske vækstbyer, og det viser salget af Poppelstykket i den grad,” siger Anders Bangsgaard.

Koncenton blev i forbindelse med transaktionen rådgivet af Gorrissen Federspiel og Colliers.

”Vi ser fortsat utrolig stærk interesse fra de udenlandske investorer, især inden for boligmarkedet i København og andre større byer. Salget af Poppelstykket bekræfter, at der er kapitalstærke købere til de rigtige produkter,” udtaler Kristian Axel Nielsen, director for Colliers’ Capital Markets team & partner Søren Lindbjerg, som i fællesskab har forestået salget.


Visualisering stillet til rådighed af Koncenton.


Kontakt

Kristian Axel Nielsen

Director, Capital Markets

København

Kristian arbejder med formidling af erhvervs- og investeringsejendomme, strategisk planlægning og ejendomsrelateret rådgivning.

 

Se profil

Søren Lindbjerg

Partner

Aarhus

Søren arbejder primært med projektudvikling inden for alle boligsegmenter samt salg af investerings- og boligudlejningsejendomme.

Se profil