Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Nyt rekordår for Colliers i Trekantområdet

Vejle_rekord_header

På trods af rekordresultatet for 2020 slår Colliers i Trekantområdet igen rekord i 2021.

Den nye omsætningsrekord kommer som en uventet, men tilfredsstillende afslutning på 2021 for Trekantområdet. Det fortæller René Neesgaard, der er direktør for Colliers i Vejle:

”I 2020 vækstede vi med næsten 40% og opnåede det bedste resultat i over 10 år. Vi er derfor meget tilfredse med at slå rekorden fra 2020 med 5%, og at vi dermed fortsætter den gode udvikling.”

Markante sager

Rekorden skyldes blandt andet formidlingen af 186 nyere boliger tæt på Horsens Fjord og udviklingsområdet Nørrestrand, som er den største enkeltstående transaktion i området.

De tidligere kollegieboliger blev solgt i sommeren 2021 efter en større renovering, der har omdannet boligerne til små familieboliger på cirka 70 kvadratmeter.

Transaktionen mellem en lokal ejer og Heimstaden blev formidlet af Colliers.

Salget af en portefølje med Danske Bank som hovedlejer bidrager også til omsætningsrekorden.

Det drejer sig om fem ejendomme i henholdsvis Horsens, Fredericia, Haderslev, Sønderborg og senest Vejle. Porteføljen blev solgt for cirka 170 mio. kr. til fire private investorer med lokal interesse i den specifikke ejendom.

Formidlingen af investeringsejendommene i Trekantområdet og langs den østjyske motorvej blev suppleret med flere store transaktioner på vestkysten. Blandt andet i Esbjerg og Ribe gennemførte Colliers salg af nogle af de større ejendomme i området med flere end 50 boliger.

Opruster på medarbejderfronten

Med den store aktivitet på investeringsmarkedet følger et øget antal vurderinger og analyser af ejendomsmarkedet.

For at kunne følge med udviklingen har René Neesgaard og resten af teamet i Vejle ansat nye medarbejdere i løbet af 2021, så afdelingen nu tæller 12 personer.

”På baggrund af den store aktivitet har vi udvidet vores team med kompetente medarbejdere i 2021. På den måde sikrer vi, at vores kunder fortsat kan nyde godt af et solidt beslutningsgrundlag, der tager udgangspunkt i den nyeste viden om markedet og stærke dataanalyser.”

Afdelingen fejrede derfor også nytåret med endnu en ansættelse, som ruster teamet til 2022 og den store aktivitet i området.

Industri- og logistikejendomme vækker investorernes interesse

Udover den forøgede medarbejderstab og formidling af store sager gennem 2021 har året også budt på vækst indenfor industri og logistik.

René Neesgaard fortæller, at han ser en rivende udvikling i segmentet:

”Logistik- og lagerlokaler er ét af de mest spændende segmenter, vi har for tiden, ikke mindst i vores område. Der er stor efterspørgsel efter lokaler, en meget lav tomgangsprocent og derfor interesse i at købe ejendomme som investering eller for at bygge mere.”

Colliers i Vejle har blandt andet formidlet udlejning af mere end 80.000 kvadratmeter logistik- og lagerlokaler.

Det indebærer eksempelvis udlejningen af 15.000 kvadratmeter i Taulov ved Fredericia, som teamet i Vejle formidlede i slutningen af 3. kvartal 2021.

Ud over de mange udlejninger har Colliers formidlet salget af cirka 100.000 kvadratmeter logistikejendomme som investering og cirka 500.000 kvadratmeter jord til byggeri af ny logistik. Flere af disse handler er endnu ikke offentliggjort.

Rene Neesgaard tilføjer, at han oplever stor interesse i sale-leaseback-løsninger, hvor både lejere, sælgere og købere kan se fordele i at finde den rette løsning.

En af de større transaktioner, som Colliers i Trekantområdet var involveret i, var salget i starten af 2021 med virksomheden Micro Matic.

Handelen er et eksempel på de løsninger, som Colliers kan håndtere over hele landet - i øvrigt et salg til et større trecifret millionbeløb.

René Neesgaard runder af med at forudsige udviklingen for 2022:

”Vi forventer, at den rivende udvikling i industri- og logistiksegmentet fortsætter i 2022 med stor efterspørgsel fra lejere og investorer og mange nye spændende byggerier.”


Kontakt

René Neesgaard

Senior Director | Partner

Vejle

Se profil