Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Kontorejendom solgt til over 50 mio. i Odense

kochsgadeheader

Køber er ejerkredsen bag kontorfællesskabet Coworking Plus, som er hovedlejer i ejendommen.


Med kun 10 minutters gang fra det centrale Odense har kontorejendommen på Kochsgade 31C en attraktiv beliggenhed for mange erhvervsdrivende i Danmarks tredjestørste by.

 

Nu er ejendommen solgt for 52,5 millioner kroner til hovedlejeren i ejendommen, som er kontorfællesskabet Coworking Plus, og det vækker glæde hos sælger: 

 

"Salgsprocessen tog nogle måneder, inden køber og sælger fandt hinanden. Hele vejen har vi oplevet en god, konstruktiv dialog, og vi takker både køber og Colliers for et godt forløb, som i sidste ende resulterede i salget," fortæller Mikkel Mikkelsen fra M7 Real Estate, der tilføjer, at salget er et led i en overordnet strategi om at frasælge ejendomme i porteføljen.

 

”Det glæder os at have formidlet ejendommen videre til en køber, som har et godt kendskab til den allerede. Der er god efterspørgsel efter brugerejendomme som den her, og det gælder også velbeliggende investeringsejendomme. Vi har et agilt og købestærkt marked og fortsat fornuftige lånevilkår, så vi oplever generelt, at efterspørgslen er stor – faktisk større end udbuddet,” fortæller Mathias Grønning, der er erhvervsmægler hos Colliers i Odense.

 

Området omkring bygningen er det gamle Skibhuskvarter, der byder på et miks af boliger, friarealer, gamle industriejendomme, nye og moderne indkøbsfaciliteter samt flere specialforretninger.

 

Selve ejendommen er opført i 1915 til den gamle fynske knallert- og cykelfabrikant, SCO, men har også i nyere tid huset TDC, Vester Kopi og CCS Træningscenter. Det meste af stuen samt de to øverste etager er i dag udlejet til Coworking Plus på en længerevarende lejekontrakt. 

 

Udover Colliers har også Accura rådgivet M7 Real Estate, mens køber er blevet rådgivet af Fokus Advokater. 

 

Bliv klogere

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få seneste transaktioner, markedsindsigt og investeringsejendomme direkte i din mailboks her


Kontakt

Mathias Grønning

Director, Investment

Odense

Se profil

Martin Pedersen

Senior Director & Partner

Odense

Martin arbejder primært med salg og udlejning af investeringsejendomme.

Se profil