Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Over 40.000 m2 logistik solgt i Horsens

egeskovvejheader

DKI Logistics A/S har solgt to nyopførte lager- og logistikejendomme på hver 20.800 m² til en international investor i en sale-leaseback-transaktion. 

Colliers har formidlet salget af to nyopførte højlagerbygninger på Egeskovvej i Horsens tæt på E45. Salgsprisen er et større, trecifret millionbeløb. 

”Den positive udvikling blandt industri- og logistikejendomme ser ud til at fortsætte. Startafkastet er faldende, og lejen er stabil eller stigende, og dermed stiger priserne i dette segment. Reelt er tomgangen nogle steder nul, fordi de sidste procenter af nogle ældre bygninger kan være svære at udleje pga. stand og indretning,” fortæller erhvervsmægler Hans Holmann fra Colliers i Vejle. 

De seneste års økonomiske vækst har drevet efterspørgslen efter logistikplads, hvilket har ført til rekordlav tomgang indenfor de sidste 10 år, bl.a. i det østlige Jylland, hvor tomgangsprocenten nu ligger på omkring 1,8. Den lave tomgang giver en forventning om en stigning i lejeniveauet for højloftede logistiskejendomme.

Anders Holm, der også er erhvervsmægler hos Colliers, tilføjer, at priserne og tomgangen desuden har været påvirket af udenlandske investorer. 

”De ser Danmark som et attraktivt sted at investere, blandt andet på grund af gunstige finansieringsmuligheder i dansk realkredit samt en fornuftig prissætning set fra et internationalt perspektiv. Desuden er lejen på logistikejendomme i Danmark relativ lav set i forhold til flere af de lande, som vi traditionelt sammenligner os med. Derfor har der på de her transaktioner også været ganske stor interesse fra internationale investorer”.

Sale-leaseback giver mulighed for at investere i topmoderne driftsfaciliteter, og Preben Borregaard fra DKI Logistics A/S glæder sig over salget af de nye og moderne ejendomme. 

”Vi har valgt sale-leaseback, som har givet os flere muligheder for at investere i topmoderne driftsfaciliteter med øget hastighed i vores processer, hvilket er til gavn for vores kunder. Forbrugernes stigende internethandel har været med til at drive efterspørgslen efter ydelser fra en moderne og konkurrencedygtig logistikvirksomhed som vores. Vi har på forhånd stort set afsat den lagerplads, som vi får til rådighed i de nye faciliteter. Så vores virksomhed er godt kørende,” fortæller Preben Borregaard.   

Ejendommene bliver 14 meter høje med en gulv-til-loft højde på lidt over 13 meter. Samlet bliver der plads til cirka 40.000 pallepladser i hver af de to isolerede bygninger. 

Derudover har ejendommene de nyeste teknologier indenfor branchen, herunder lagerstyring af fuldautomatiske og førerløse pallevogne, der sikrer høj effektivitet og frigør tid fra personalet. Pallevognene kommer til at køre 24 timer i døgnet hele året. 

Køber er en fond under Savills Investment Management, der er en global investment manager med en betydelig track record, og som er en del af The Savills Group, der er børsnoteret på London Stock Exchange.

Bliv klogere

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få seneste transaktioner, markedsindsigt og investeringsejendomme direkte i din mailboks her


Kontakt

Hans Holmann

Senior Commercial Real Estate Advisor

Vejle

Hans arbejder primært med salg og udlejning af lager og logistik, kontor, butik og andre erhvervsejendomme. Derudover arbejder Hans også med sale and leaseback.

Se profil

Anders Holm

Partner | Capital Markets | MRICS

Aarhus

Anders arbejder inden for alle områder af ejendomsinvestering med primært fokus på Capital Markets-transaktioner og udvalgte rådgivningsopgaver.

Daglige opgaver inkluderer transaktioner på vegne af danske og internationale investorer, vurderingsrådgivning, udvalgte udlejningsopgaver og lejerrepræsentation.

Han har desuden stor erfaring som syn- og skønsmand for retsinstanser og advokater om markedslejen på erhvervslejemål samt markedsværdien af bolig- og erhvervsejendomme.

Se profil