Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Colliers vinder markedsandele i Trekantområdet

Vejle_header

Efter en årrække med uafbrudt vækst bød markedet i 2022 på mange udfordringer. Uforudsigeligheder som krig i Europa, inflation og en kraftigt stigende rente, var noget som medførte et fald i transaktionsvolumen på -20%.

Til trods for et år med modvind på ejendomsmarkedet kan partner og direktør for Colliers’ kontor i Vejle, René Neesgaard, berette om stor aktivitet i hele Trekantområdet. Afdelingen har kunnet nøjes med et mindre fald i forhold til rekordårene 2020 og 2021. Det viser ifølge René Neesgaard, at de kompetencer og det netværk som er opbygget i afdelingen, skaber værdi:

”Det er netop i udfordrende tider, at kvalitet og netværk viser sit værd. Selvom det er dejligt at agere i markedet med medvind, hvor sælgerne altid overraskes positivt, så er det også på en anden måde tilfredsstillende at lykkes, når der skal mere til for at få transaktionerne til at lykkes”, fortæller han.

Han forventer, at markedssituationen fortsætter i 2023. Til trods for de stigende renter er de ifølge Rene Neesgaard endnu ikke så høje, at de forhindrer ejendomsinvesteringer i at være attraktive. Derfor oplever han, at der fortsat er mange investorer i Trekantområdet. Dog er der større usikkerhed om fremtiden, hvilket stiller krav til udbuddet og kræver større grundighed i udvælgelsen af investeringer.

Når René og hans team ser tilbage på det forgangne år i Trekantområdet, er der flere tendenser, der har gjort en positiv forskel i årets udvikling.

Et stærkt brugermarked i Trekantområdet
Markedet for erhvervslokaler har været stabilt. Selv retailbranchen som ellers tidligt mærker de markedsmæssige ændringer, har vist sig overraskende stærkt med lav tomgang og stabile lejeniveauer i Trekantområdet.

Bl.a. har byer som Kolding og Vejle indtil nu meget begrænset tomgang på de bedste  dele af gågaden, ligesom boksbutikker uden for centrum er efterspurgte. Det oplevede man bl.a. i Esbjerg, hvor Colliers i 2. halvår har formidlet udlejning af to større butikslokaler til Normal og Eventyrsport og solgt en byggeret til en endnu ikke offentliggjort boksbutik på +2.000 m2, hvor byggeriet snart opstartes.

Det stærke arbejdsmarked med historisk lav ledighed gør også, at kontorer fortsat er meget efterspurgte i hele Trekantområdet, ligesom der nærmest ingen ledige produktionslokaler findes.

Logistik er fortsat gazellen i markedet
Den positive udvikling på markedet for industri- og logistikejendomme fortsætter. Internethandel og vigtigheden af at sikre lager og forsyningssikkerhed gør, at der er et stort behov for logistiklokaler. Efterspørgslen gælder både moderne, men også ældre logistikejendomme, hvilket betyder, at der nærmest ingen tomgang er nogen steder. Det til trods for, at der de senere år er bygget meget i sektoren særligt i Horsens, Kolding og ikke mindst Fredericia. Ifølge René Neesgaard fortsætter udviklingen af industri- og logistikejendomme:

”Udviklingen i de byer vil helt sikkert forsætte også i 2023, og allerede nu ved vi, at Vejle også kommer med på samme udvikling der. Colliers har i år formidlet salg af 400.000 m2 logistikjord alene i Vejle Nord, hvor byggeriet snart sættes i gang.”

I december blev det offentliggjort, at Colliers har formidlet og rådgivet parterne i et markant byggeri af SystemTransports nye logistikejendom i Vejle Nord. En transaktion, som omfatter salg af en større erhvervsgrund fra Vejle Kommune, et byggeri af 26.000 m2 domicil som opføres af KT Erhvervsbyg og et investorsalg af den færdige bygning med en lang lejekontrakt til den udenlandske investor, Verdion.

En anden markant sag i samme segment er udlejningen af MG Park i Taulov ved Fredericia. En moderne logistikpark på ca. 80.000 m2 som opføres successivt og hvor sidste etape leveres om ca. 12 måneder – et byggeri som Colliers har forestået udlejningen af i tæt samarbejde med MG Real Estate, og hvor der alene udestår forhandlinger på den sidste etape med de interesserede lejere hertil.

Også udviklingen af af DKI Logistics i Horsens har været markant, et projekt hvor den syvende logistikbygning nu er under opførsel, og hvor Colliers har formidlet salget af seks af dem til forskellige udenlandske investorer. Det giver et samlet bygningsareal på 137.000 og en investeringssum på over 1 mia.

Salg på tværs af Danmark
2022 blev også et år, hvor den brede tilstedeværelse af Colliers i hele Danmark medførte, at Colliers afdeling i Trekantområdet kunne formidle nationale salg og dermed imødekomme kunderne på bedste vis.

Det gjaldt f.eks. salget af Skejby Centret i Aarhus og en nyopført boligejendom ligeledes i Aarhus, som blev solgt i januar til en rekordhøj pris pr. m2. Derudover blev salget af det nye Skattecenter i Ringe én af de største enkeltstående investeringer i byen.

Boligejendomme og gågadeejendomme
Endeligt blev bolig- og gågadeejendomme i 2022 igen et segment med stor efterspørgsel fra både lokale, nationale og internationale investorer. Derfor blev der også formidlet adskillige ejendomme i løbet af året til alt lige fra butiksejerlejligheder på gågaderne til store markante ejendomme som bl.a. det kendte ”Vissinghus” midt på Vejle gågade.

Af større investeringer i boliger kan to forskellige boligprojekter fremhæves, som uafhængigt af hinanden er solgt til Koncenton i 2022. Projekterne består henholdsvis af Project Garden i Bredballe ved Vejle med 66 boliger solgt i sommeren 2022, og 26 nyopførte rækkehuse i Vejle syd, som er udformet i ånden fra den tidligere Vinding Ladegaard der lå på stedet.

René Neesgaard runder af med at se ind i forudsigelserne for udviklingen i 2023:

”Med de kompetencer og netværk som er til på Colliers afdeling i Trekantområdet ser vi fortrøstningsfuldt frem til 2023, og et marked som helt sikkert vil byde på udfordringer lige så vel som markante og spændende sager, hvoraf de første er på vej i markedet.”

Har du tilmeldt dig?
Vil du vide mere om ejendomsmarkedet i 2023? Så kan du tilmelde dig lanceringen af Colliers Markedsrapport 2023 her, hvor vi vender udviklingen inden for alle vigtige segmenter på tværs af hele Danmark. 


Kontakt

René Neesgaard

Senior Director | Partner

Vejle

Se profil