Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Colliers tilpasser organisationen som følge af den ændrede markedssituation

kbh_header

Som konsekvens af stigende usikkerhed blandt investorer på ejendomsmarkedet tilpasser Colliers organisationen til den nye markedssituation og har i dag afskediget 9 medarbejdere.

2022 har budt på mange udfordringer i samfundsøkonomien, som også er slået igennem på ejendomstransaktionsmarkedet og har betydet stigende usikkerhed blandt investorerne. Som konsekvens tilpasser Colliers organisationen til den nye markedssituation og har i dag afskediget ni medarbejdere.

“Vi har de seneste år gearet vores organisation til yderligere vækst for at få en større del af det danske marked. Det er lykkedes, og vores markedsandel på transaktioner er steget til godt 40% af det samlede transaktionsmarked i 2022 indtil videre. Men når markedet bremser så markant op, bliver vi som ansvarlig ledelse naturligvis nødt til at udvise rettidig omhu og forholde os til vores omkostningsbase, selvom det ikke er noget, vi er glade for,” siger CEO og partner, Carsten Gørtz Petersen. 

Tilpasningen sker bredt i organisationen i både kundevendte stillinger og støttefunktioner. Samtidig reduceres planlagte ansættelser i resten af 2022 og 2023 til alene at omfatte udvalgte og nødvendige rekrutteringer. Herudover vil Colliers have særligt fokus på øvrige omkostninger og besparelsesmuligheder.

”Det er særligt usikkerheden om renten og en forventet justering af afkastene i forhold til de nye markedsbetingelser, som har medført, at mange investorer og sælgere er afventende efter nogle hektiske år med høj aktivitet og historisk lave renter,” fortæller Carsten Gørtz Petersen. 

”Når mere end halvdelen af vores omsætning udgøres af transaktioner, og transaktionsvolumen falder betragteligt, kan det naturligvis mærkes hos os. Det kræver en stabilisering af renteniveauerne, før vi ser, at markedet vender igen, og jeg tror ikke, at vi kommer til at opleve sidste års høje aktivitetsniveau igen foreløbigt. Det er dog samtidig bemærkelsesværdigt, hvor robust rådgivnings- og udlejningsmarkedet er, og det er naturligvis positivt,” fortsætter Carsten Gørtz Petersen.

Han tilføjer, at Colliers forventer et afdæmpet marked i begyndelsen af 2023 med efterfølgende tiltagende aktivitet på transaktionsmarkedet i både 2. og 3. kvartal som følge af stabiliserede renter. Derudover ser han flere vækstmuligheder i markedet på længere sigt:

“Colliers’ køb af Pangea i Sverige og Norge åbner for helt nye vækstmuligheder for både os og vores kunder. Derudover fastholder vi en stærk organisation med 160 medarbejdere fordelt på vores fem lokationer i Danmark, der leverer ekspertrådgivning inden for hele ejendomsspektret. Vores mål om at fordoble vores forretning i 2025 i forhold til 2020 er uændret.”


Kontakt

Carsten Gørtz Petersen

CEO | Partner | MRICS

Aarhus

Carsten Gørtz Petersen er administrerende direktør i Colliers i Danmark med det overordnede ansvar for virksomheden, herunder vækst, organisation, strategi og organisationsudvikling. Derudover er Carsten involveret i større nøgletransaktioner, vurdering af erhvervs-, bolig- og investeringsejendomme samt ejendomsporteføljer og rådgivning til offentlige og private kunder.

Fra sine tidligere funktioner har Carsten over 15 års erfaring i den kommercielle ejendomsbranche og yderligere 20 års erfaring inden for finansiel rådgivning overvejende i ejendomsbranchen.

Se profil

Jakob Hagen Schmidt

Manager, Marketing & Communications

København

Se profil