Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Bricks og Formuepleje i historisk ejendomshandel

bricksheader

Der er tale om den hidtil største enkeltstående ejendomshandel i Aarhus, når Formuepleje betaler knap 1 mia. kr. for en stor del af ejendomskomplekset Nicolinehus på Aarhus Ø. Colliers har formidlet salget af ejendommen. 

Den historiske handel omfatter den ene af de to terrasseformede bygningskroppe, ’Nicolinehus Nord’, samt stueetagen i ’Nicolinehus Syd’. Dermed overtager Formuepleje knap 30.000 etagemeter fordelt på 60 lejeboliger, kontor, restauranter, markedshal, dagligvarebutik og detailbutikker samt fitnesscenter og parkeringskælder. Nicolinehus står klar til indflytning ultimo 2022, hvor overdragelsen også finder sted.

Det var de aarhusianske ejendomsudviklere Bricks, som tilbage i 2014 vandt opgaven at udvikle og opføre Nicolinehus på Aarhus Ø’s centrale plads. Og nu kan Bricks som bygherre glæde sig over, at ejendomskompleksets kommende ejere er fundet – mere end et år før byggeriet står færdigt.

En attraktiv investeringscase

Formueplejes køb af en stor del af Nicolinehus åbner nu for, at private investorer kan blive medejere af bygningskomplekset, som med sin centrale beliggenhed er omdrejningspunktet i den ambitiøse udbygning af Aarhus Ø. Formuepleje har netop åbnet tegningsperioden i en ny ejendomsfond, som skal finansiere en del af den store ejendomshandel. I første omgang åbner Formuepleje for investeringer i ’Nicolinehus Nord’.

Ejendomsdirektør i Formuepleje, Kristian Voldsgaard, fremhæver ejendommens helt særlige placering, de mange forskellige funktioner og lejere samt kvaliteten af byggeriet, som dét, der gør Nicolinehus til en særlig attraktiv investeringscase:

– Det er det hidtil største projekt i Formuepleje Ejendomme-regi, og det er et projekt, vi har enorme forventninger til. Vi er meget stolte over at kunne sikre vores investorer – nuværende som kommende – medejerskab af dette særdeleles spændende byggeri. Vores investorer kan nu se frem til at blive medejere af en ejendom, som bliver det naturlige centrum på Aarhus Ø, siger han og tilføjer, at det er en stærk mulighed for potentielle private investorer for at komme ind på et marked, der normalt er forbeholdt professionelle investorer

At det blev Formuepleje, som løb med købsaftalen, glæder partner i Bricks, Martin Busk:

– Vi deler en vision om, at Nicolinehus skal være et naturligt centrum på Aarhus Ø med liv på gadeplan, i butikker, på udskænkningsstederne og de mange små grønne oaser. Et sted med stor mangfoldighed, og hvor det er rart at bo og arbejde. Det er ikke nogen hemmelighed, at Nicolinehus er en hjertesag for os. Derfor er byggeriet også præget af kvalitet fra yderst til inderst, og samtidig er Nicolinehus en multifunktionel ejendom med en unik sammensætning af funktioner og muligheder, siger Martin Busk.

En milepæl på Aarhus Ø

Partner i Colliers, Søren Lindbjerg, har bistået Bricks i forbindelse med den historiske handel. Han siger:

– Der er ikke kun tale om en ekstraordinær handel på grund af omfanget af transaktionen. Den store interesse, vi har oplevet omkring Nicolinehus, afspejler også, at udbygningen af havnearealerne i Aarhus, nu er kommet til et punkt, hvor alle ser frem til, at den nye bydels centrale byggeri, slår dørene op. For alle kommer færdiggørelsen af Nicolinehus til at markere en milepæl på Aarhus Ø, siger Søren Lindbjerg.

Med salget til Formuepleje mangler Bricks nu blot at sælge 18 af de 181 ejerlejligheder, før hele Nicolinehus-projektet er afleveret og solgt til kommende ejere.

– Det er naturligvis overvældende, at vi i dag, godt et år før, vi er helt færdige med byggeriet, kan stå med en ejendom på i alt 40.000 kvm. og 25.000 kvm. kælder, hvor der næsten ikke er mere til salg, siger Martin Busk.

Se flere transaktioner

Du kan altid se vores seneste nyheder og læse om de mest aktuelle transaktioner på vores nyhedssite


Kontakt

Søren Lindbjerg

Partner

Aarhus

Søren arbejder primært med projektudvikling inden for alle boligsegmenter samt salg af investerings- og boligudlejningsejendomme.

Se profil

Jakob Hagen Schmidt

Head of Communications

København

Jakob har ansvaret for at udvikle Colliers’ kommunikation på tværs af medier og platforme. Jakob står blandt andet for at iværksætte og gennemføre strategier, der er med til at fastholde Colliers’ position som markedsleder og differentiere Colliers via omfattende markedsindsigt. Kontakt Jakob om public relations, public affairs, Colliers.dk, nyhedsbreve og sociale medier.

Se profil