Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Basic & More åbner ny butik i hjertet af Aalborg

header_basic

Den fremadstormende kæde Basic & More åbner ny butik på strøget i Aalborg.

 

Kæden har haft stor succes med at sælge isenkram, bolig- og interiørvarer, hvoraf størstedelen består af varer fra overproduktion, udgåede varer og varer med fejlemballage, der ellers ville gå til spilde.

 

Butikken i Aalborg bliver kædens fjerde butik. De øvrige tre butikker ligger i Odense, Aarhus og Kolding.

 

”Vi er utroligt glade for samarbejdet med Colliers. Vi har været i dialog med deres afdeling i Aarhus, som tidligere har hjulpet os med at finde den rigtige placering dér. Derfra blev vi hjulpet videre til Aalborg gennem deres retailafdeling og fik hurtigt identificeret det rigtige lokale i Aalborg. Nu håber vi snart at kunne løfte sløret for placeringen af de næste butikker,” fortæller Rasmus Rask, der er administrerende direktør hos Basic & More.

 

Basic & More flytter ind i Bredegade 5, der er en del af gågadesystemet og forbinder Algade med Nørregade. Bredegade er blandt andet kendt for det lille torv og placeringen lige op til Vor Frue Kirke, der giver et stort kundeflow med både lokale og turister.

”Bredegade er en meget attraktiv gågade i Aalborgs midtby, hvilket fremgår af de mange kæder, der har valgt at ligge deres butikker her. Det er vigtigt at huske på, at midtbyen kan tilbyde noget, som aflastningsområderne og centerplaceringerne ikke kan. Derfor er det altid dejligt, når vi kan lokke nye detailkoncepter til midtbyen,” fortæller erhvervsmægler hos Colliers, Patrick Pedersen.

 

Med den nye butik kan Basic & More byde kunderne velkommen til et samlet areal på cirka 380 kvadratmeter. Colliers har formidlet lejemålet på vegne af udlejer, Wagner Ejendomme.


Bliv klogere

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få seneste transaktioner, markedsindsigt og investeringsejendomme direkte i din mailboks her


Kontakt

Patrick Stjernholm Pedersen

Senior Commercial Real Estate Advisor

Aalborg

Se profil