Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Tøjfirmaet Les Deux åbner ny butik midt i Aarhus

Les Deux 750

Vi har netop formidlet udlejningen af Volden 25 i hjertet af Latinerkvarteret, hvor Les Deux åbner deres første butik i Aarhus. Ejendommen ejes af Byliv ApS.

Les Deux er et tøjfirma, der blev grundlagt i København i 2011. Virksomheden udsprang af mødet mellem to venner fra vidt forskellige kulturer og forskellige baggrunde. De så muligheden for at skabe en niche i modebranchen med deres ’contemporary mens fashion’-stil.

Les Deux har i forvejen en butik i København, og de er nu klar til at åbne deres første butik i Aarhus’ Latinerkvarter, der er kendt for dets unikke stemning. Den gode beliggenhed har haft stor betydning for valget af lokalerne, fortæller Andreas Christian von der Heide, Co-founder og Partner ved Les Deux:

”Den centrale beliggenhed har været vigtig for os. Latinerkvarteret er et hyggeligt og charmerende område, og det passer rigtig godt til vores brand,” siger han, og fortæller yderligere:

”Vi skal have sat vores eget præg på lokalerne, så det kommer til at blive mere end bare en tøjbutik. Det skal minde lige så meget om f.eks. en hyggelig café – et sted man gerne vil hænge ud.”

Hos Colliers er det Erhvervsmægler Trine Freno Muurholm, der har været mægler på sagen.

”Les Deux er en rigtig god tilføjelse til det i forvejen spændende Latinerkvarter. Jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige match, og at de kommer til at tilbyde deres kunder en god oplevelse.”

Ved Byliv er de glade for, at udlejningen er kommet på plads, fortæller Bo Refsgaard, Ejendoms- og udviklingsansvarlig ved Byliv:

”Vi er meget tilfredse med at Colliers har fundet en spændende lejer til lokalerne i Volden 25. At det sker i en tid, hvor detailbranchen generelt er udfordret, bekræfter os i, at Volden stadig er et attraktivt område for butikker.”


Kontakt

Trine Freno Muurholm

Certified Commercial Real Estate Advisor

Aarhus

Trine arbejder primært med udlejning og salg inden for detailsegmentet.

Se profil