Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Coronakrise presser lejepriserne for østjyske butikslokaler

Model Poder 750

Erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk kan nu registrere en coronaeffekt i form af sænkede lejeniveauer for butikslokaler i Aarhus og det øvrige Østjylland. Colliers har optalt mange tomme strøgbutikker og peger samtidig på særlige forhold i Aarhus.

For første gang siden lukningen af store dele af Danmark viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler, at coronakrisen slår igennem i Østjylland: Det er blevet billigere at leje butikslokaler.

”Normalt viser vores statistikker for lejeniveauerne for udbudte lokaler ikke de store udsving måned for måned. Men ved indgangen til maj var gennemsnitslejen for en kvadratmeter butikslokale i Østjylland faldet med 2,2 procent fra april. Det er usædvanligt og kan være et første tegn på, at udlejerne er ved at tilpasse sig en ny situation, hvor detailhandel og spisesteder har været hårdt pressede,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk. 

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er knap 9.700 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf lidt over 1.600 lokaler til butiksdrift, café/restaurant eller takeaway. Af dem ligger 273 i Østjylland, flest i Aarhus Kommune med 125, dernæst Randers med 58 samt Silkeborg med 28 og Horsens med 26.

De 11 østjyske kommuner har samlet lidt over to millioner butiks-kvadratmeter eller næsten en sjettedel af landets samlede butiksareal. I Østjylland var 5,9 procent af lokalerne udbudt til leje ved årets start – på landsplan var andelen 6,7 procent. Og med coronakrisen vurderer mange mæglere, at begge tal kan stige.

”Vores egne månedlige tomgangsanalyser for de primære handelsgader i Aarhus midtby viser, at tomgangen steg fra ti procent i februar til 14 procent i april. Coronakrisen har allerede givet dødsstødet til nogle butikker og spisesteder, og flere kan være på vej. Desuden har mange sat beslutninger i bero, og samlet giver det et pres på lejen, så lejeniveauet falder. Ændringerne skaber dog samtidig åbninger for andre, der kan få bedre placeringer eller mere optimalt indrettede lejemål. Derfor venter vi en vis flytten rundt og aktivitet på markedet,” siger Jesper Poder Olsen, erhvervsmægler hos Colliers Aarhus.

Ved indgangen til maj er den gennemsnitlige leje for udbudte butikslokaler i Østjylland 1.248 kroner per kvadratmeter ifølge Ejendomstorvet.dk’s data – en stigning på 46 procent på fem år, endda med prisfaldet den seneste måned indregnet. I Nordjylland bliver butikskvadratmeter i snit udbudt til 735 kroner.


Kontakt

Jesper Poder Olsen

Certified Commercial Real Estate Advisor

Aarhus

Jesper arbejder primært med udlejning og salg inden for kontorsegmentet.

Se profil