Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Koncenton køber nyt boligprojekt i Risskov ved Aarhus

Arresvej_750

Sælger af de 100 attraktive lejligheder i Risskov er en del af et større projekt, som opføres af den private investor JN Group Kolding A/S. Ejendommen er solgt for et større trecifret millionbeløb. Colliers Aarhus har formidlet salget. 

”Lejlighederne er små boliger på gennemsnitligt 53 m² og meget velindrettede, så de rammer lige ind i et stort behov for mindre boliger til studerende, singler eller det unge par. I Aarhus er den størst befolkningsgruppe de 20-29-årige, så der er potentielt mange lejere,” siger Søren Lindbjerg, partner hos Colliers, der også oplyser, at ejendommen allerede er fuldt udlejet.

De 100 lejligheder, der her er solgt og handlet, består af to ud af i alt tre bygninger i det samlede projekt. Projektets sidste etape, bestående af 48 lejligheder, sættes til salg i starten af juni og lejlighederne vil være indflytningsklare hen over sommeren og ejendommen vil stå klar til købers overtagelse til oktober. 

”Jeg forventer ret hurtigt at finde en køber til den sidste del af projektet. Området er meget populært i øjeblikket, det ligger i en ny bydel i rivende udvikling med kort afstand til Aarhus centrum, tæt på skov og vand, og med en genial infrastruktur,” siger Søren Lindbjerg med henvisning til letbanen, der har stop indenfor 200 meter. 

Ejendommen indgår i ejendomsfonden Koncenton Urban A/S, der forventes at give investorerne et afkast på 8,85% om året – en ejendomsinvestering med god risikospredning, hvad angår antallet af ejendomme og geografisk spredning. Denne ejendom er den første, som ejendomsfonden har indkøbt.  

"Ejendommen i Risskov er et solidt første projekt i Koncenton Urbans portefølje. Vores erfaring med målgruppen er særdeles god, og den fortæller os bl.a., at beboerne efterspørger nybygget kvalitetsbyggeri med god og delevenlig indretning - og det er det, denne ejendom tilbyder," udtaler Peter Jørgensen, investeringsdirektør i Koncenton.

Fakta om projektet

Ejendommen ligger i det nye boligområde Risskov Engpark, på Arresøvej 30-34 og Brassøvej 28-36. Den sidste etape, der udbydes til salg, er Brassøvej 22-26. Det samlede projekt udgør i alt 8.007 etagemeter. I hele det nye boligområde, Risskov Engpark, bygges cirka 40.000 etagemeter.

Det er Akitema Architects, der har tegnet boligerne, som er moderne og tidløse. Desuden byder de på rummelige altaner, og stuelejligheder med udgang til egen terrasse. Der er 80 parkeringspladser, men med særlig tanke på målgruppen, er der desuden etableret 296 cykelparkeringspladser. 


Kontakt

Søren Lindbjerg

Partner

Aarhus

Søren arbejder primært med projektudvikling inden for alle boligsegmenter samt salg af investerings- og boligudlejningsejendomme.

Se profil