Spring til hovedindhold Gå til sidefod

248 nye lejeboliger på vej i Risskov

Enghaven_150520_webstor_1536x1040px

248 nye lejeboliger på vej i Risskov 

Fra 2022 kan Aarhusianerne leje sig ind i 248 nye lejligheder på en attraktiv adresse i Risskov. Det er Heimstaden, der investerer i boligprojektet, som får navnet Enghaven Risskov. Projektet er udviklet af KONstruct og opføres i totalentreprise af MT Højgaard.   

Et nyt ambitiøst boligprojekt i Risskov er en realitet. Her vil to karrébebyggelser og et længehus med i alt 248 boliger blive opført de kommende år. Ole Vistisen, der er direktør og partner i projektudviklingsfirmaet KONstruct, er godt tilfreds med, at der nu er blæk på papiret. 

- Hos KONstruct er vi stolte over, at vi har udviklet den største lokalplan til dato i Aarhus sammen med Aarhus Kommune, AART Architects, Plusform og MOE Ingeniører. Sideløbende med lokalplansarbejdet har vi udviklet og udbudt dette attraktive boligprojekt i Risskov. Vi er ligeledes glade for, at vi har indgået en totalentrepriseaftale med MT Højgaard om opførelsen af boligerne. Endelig er det fantastisk for os, at vi har fået så stærk en samarbejdspartner og slutinvestor som Heimstaden med ombord. Trods en vanskelig tid i samfundet, har vi på kort tid været i stand til at få aftalerne på plads, ikke mindst takket være god bistand fra DLA Piper. 

Boligerne kommer til at ligge tæt ved krydset mellem Lystrupvej og Grenåvej samt Letbanen. Beboerne bor dermed i nærheden af både hav og skovareal, og de kan hurtigt komme ind til centrum. Projektet understreger den markante udvikling, som området undergår i disse år, hvor der bliver bygget et stigende antal boliger.

Tilgængelige lejeboliger i høj kvalitet 

- Projektet Enghaven Risskov lever på mange måder op til vores ambitioner om at skabe tilgængelige lejeboliger i høj kvalitet. Fællesskab, bæredygtighed og infrastruktur er nogle af omdrejningspunkterne for projektet, som vi håber vil bidrage til en ny og moderne udvidelse af Risskov, siger investeringsdirektør for Heimstaden, Christian Fladeland og fortsætter: 

- Vi er i forvejen til stede med andre ejendomme i området, og med det nye projekt kan vi bidrage med en øget diversitet til glæde for hele området samt øge vores udbud af kvalitetsboliger til glæde for vores beboere og kommende beboere. 

Professionel proces og tæt samarbejde

Totalentreprenøren MT Højgaard har deres Aarhus-kontor på samme gade som projektet, og direktør Per Vinther Larsen ser frem til at sætte spaden i velkendt muld. 
-  KONstruct har kørt en virkelig professionel proces, hvor vi som entreprenør har fået mulighed for at give input fra starten og bidraget med bygbare løsninger til projektet. Nu glæder vi os til at komme i gang, og vores projektfolk og håndværkere ser frem til at tage fat på opgaven. Vi håber, at samarbejdet med KONstruct bliver langvarigt og kan lede til flere projekter på sigt.  

Indflytningsklar i 2022

Den første karré er planlagt til aflevering i december 2021, og de to resterende bebyggelser i april 2022. 

Godt forarbejde har lettet salgsprocessen

Colliers i Aarhus har forestået salget af ejendommen, og partner Carsten Gørtz Petersen udtaler:
- Vi kender KONstruct rigtig godt og ved, at de leverer et godt og gennemarbejdet projekt, hvilket deres valg af entreprenør og samarbejdspartnere også vidner om. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette og det grundige forarbejde fra KONstructs side er væsentlige faktorer for en god handel – især i et forward-marked som dette, der er noget påvirket af corona-situationen. 


Fotos:AART Architects.  

 

Kontakt

Carsten Gørtz Petersen

CEO | Partner | MRICS

Aarhus

Carsten Gørtz Petersen er administrerende direktør i Colliers i Danmark med det overordnede ansvar for virksomheden, herunder vækst, organisation, strategi og organisationsudvikling. Derudover er Carsten involveret i større nøgletransaktioner, vurdering af erhvervs-, bolig- og investeringsejendomme samt ejendomsporteføljer og rådgivning til offentlige og private kunder.

Fra sine tidligere funktioner har Carsten over 15 års erfaring i den kommercielle ejendomsbranche og yderligere 20 års erfaring inden for finansiel rådgivning overvejende i ejendomsbranchen.

Se profil