Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Colliers International lancerer rådgivningssite for EMEA-kunder

Analytikere og ejendomsrådgivere vejleder investorerne om den effekt, som coronavirus har på forretningssituationen i Europa.

Colliers International har lanceret en speciel COVID-19 hjemmeside for at bidrage med viden samt anbefalinger i forbindelse med ejendomsrelaterede aktiviteter under coronapandemien. 

Hjemmesiden indeholder oplysninger om de forhold, der har størst betydning for vores landes økonomier, investeringsmarkeder, forskellige ejendomssegmenter og geografiske områder i en tid uden fortilfælde. Den er blevet til i et samarbejde mellem Colliers’ analysechef i EMEA [Europe, the Middle East and Africa] Damian Harrington og regionale topledere samt områdeansvarlige. 

“Coronapandemien rammer Europa hårdt nu og vores kunder henvender sig til os for at få rådgivning og klarhed over, hvad fremtiden vil bringe. Vi har set på, hvordan vores kolleger i Kina og APAC [Asia-Pacific Countries] er blevet påvirket og også på tidligere tilfælde af global smittespredning og den globale finanskrise for at underbygge vores umiddelbare, objektive observationer”, siger Damian Harrington.

“Selv om vi stadig befinder os i de indledende faser af denne pandemi og dens umiddelbare effekt er uvis, står det klart, at hele verden vil opleve en økonomisk krise. I Europa vil det betyde, at investerings- og udlejningsaktiviteten vil være mere afdæmpet i den første halvdel af indeværende år. Rejserestriktioner har stor indvirkning på investorers og brugeres beslutningsevne, fordi formaliteterne i forbindelse med indgåelse af handler bliver vanskeliggjort og uhåndterbare”, tilføjer han.

“De fleste nye projekter bliver sat på hold, indtil den økonomiske situation er mere afklaret. Alle venter nu på at se, hvordan økonomiske hjælpepakker fra centralbanker og regeringshold kan holde hånden under erhvervslivet og de private husholdninger på kort sigt. Vores APAC-teams er nu rimeligt fortrøstningsfulde med hensyn til et opsving i deres markeder og ser lys for enden af tunnelen. Når epidemien kommer under mere kontrol i EMEA, forventer vi, at aktiviteten i ejendomsmarkedet kommer stærkt tilbage”. 

Sitet ser på, hvordan COVID-19 påvirker markedet for investeringsejendomme, kontor, industri/logistik, detailhandel, hotel/restaurationsbranchen, underholdningsindustrien såvel som brugerservices. Det linker også til indlæg skrevet af vores Colliers kolleger i APAC, Nord- og Sydamerika samt lokale teams i hele EMEA-området, med gode råd og support til kunderne. 

“På den korte bane er det klart turisme, detail og underholdningsindustrien der bliver ramt allerhårdest, mens udviklingen inden for dagligvarer, biovidenskab, sundheds- og videnskabssektoren samt teknologisektoren forventes at være stabil, endda med muligheden for et mindre opsving. På langt sigt vil det indebære mange forandringer, f.eks. omlægning af forsyningskæder for at bryde afhængigheden af Kina, og en revurdering af hvad en optimal udnyttelse af kontorarealer vil sige, når udviklingen går i retning af fjernarbejdspladser og en større integration af fleksible og decentrale kontorarealer. Driftskontinuitetsplaner vil ændre sig og de p.t. nedtonede krav om bæredygtighed - miljø, sociale forhold og god selskabsledelse - vil blive tillagt større betydning samt drive forandring og nye muligheder”, slutter Damian Harrington.

I en kommentar til den nye side udtaler Peter Winther, CEO Colliers i Danmark:

”Vi hilser dette initiativ velkomment. Vi ønsker at rådgive vores kunder bedst muligt også i denne svære tid, og vi vil gøre vores bedste for at holde vores kunder så orienterede om udviklingen som overhovedet muligt, det kan denne side være en hjælp til”.


Kontakt

Peter Winther

Executive Director | Partner | MRICS

København

Peter er Executive Director og har ansvaret for Colliers’ danske Investment & Capital Markets-teams. Peter bistår med strategisk ejendomsrådgivning samt formidler salg af større erhvervs- og investeringsejendomme, herunder hoteller og butikscentre, samt ejendomsporteføljer og ‑selskaber.

Se profil