Spring til hovedindhold Gå til sidefod

Colliers forudser op mod 50% stigning i globale investeringer i 2021

alt=""

Ny rapport fra Colliers viser, at 98% af globale investorer har planer om at udvide deres ejendomsporteføljer.

Colliers, som opererer i over 68 lande, konkluderer i en ny rapport, at globale investorer langt overvejende ser optimistisk på muligheden for et opsving i markedet i 2021. Ifølge rapporten forventer Colliers en stigning på 50% i investeringerne i 2021 i forhold til 2020. De fleste globale investorer har således ønske om at udvide deres porteføljer med over 10%, og næsten ¼ af investorer ønsker at øge eksponeringen mod ejendomme med 20% eller mere.

Netop den forudsigelse stemmer godt overens med de tendenser, som i øjeblikket præger det danske marked, fortæller Colliers’ danske direktør, Peter Winther: 
”Muligheden for, at investeringerne også stiger med 50% i Danmark, talte vi om som et muligt scenarie allerede sidste år – men den er naturligvis mindre sandsynlig efter et meget stærkt 4. kvartal i 2020. Men under alle omstændigheder får vi et meget travlt år på ejendomsmarkedet.”

Ifølge rapporten, som er baseret på svar fra næsten 300 respondenter, der blandt andet tæller store institutionelle investorer, børsnoterede virksomheder, statsejede fonde, kapitalfonde, family offices og investment managers, søger 98% af investorerne på tværs af landegrænserne at udvide deres porteføljer, og omkring 60% vil udvide med over 10%. I Europa, Mellemøsten og Afrika har 67% af respondenterne planer om investeringer så tidligt som i 1. kvartal 2021. I USA er det 88%.

Bag undersøgelsen står blandt andet Tony Horrell, der er Head of Capital Markets globalt i Colliers International. Han forventer, at investorerne vil bevæge sig op ad risikokurven i år og udforske alle aktivtyper lige fra plejehjem til offentlige infrastrukturprojekter:

”Baseret på vores globale analyse, som giver et overblik over investorernes interesser og forventede investeringsvillighed, ser den langsigtede medvind på ejendomsmarkedet ud til at fortsætte. Der er rejst en markant mængde kapital på verdensplan og et behov for reelle aktiver, som betyder, at investorerne vil være ivrige efter at investere ophobet kapital og søge nye muligheder i løbet af året”.

Andre hovedpunkter i rapporten inkluderer: 

  • Førsteklasses kontorer i storbyer er fortsat primære investeringsmål. Investorer med international kapital tiltrækkes af størrelsen og likviditeten i kontorsegmentet i større forretningsknudepunkter som New York, London og Sydney.
  • Logistik- og boligsektoren stortrives. Disse to sektorer var på investorernes top-3 i alle regioner. Stor efterspørgsel på denne type aktiver vil få investorerne til at udvide deres geografiske fokus og bygge porteføljer gennem joint venture-platforme og lokalt samarbejde.
  • Mulighed for at konvertere billige detail-, hotel- og restaurationsaktiver. Investorerne forventer prisfald på over 20% i disse sektorer. Det betyder en sjælden mulighed for at anskaffe stabile (”core”) og nødlidende aktiver til ambitiøse konverteringsformål.
  • Alternativer, platforme og samarbejde spiller en større rolle. Den øgede efterspørgsel på alternative aktiver som datacentre, seniorboliger og ”life science”-ejendomme er udtryk for mere omfattende strukturelle forandringer, som forstærkes af pandemien.

Den fulde rapport, Colliers Global Capital Markets 2021 Investor Outlook, kan downloades her

 

Kontakt

Peter Winther

Executive Director | Partner | MRICS

København

Peter er Executive Director og har ansvaret for Colliers’ danske Investment & Capital Markets-teams. Peter bistår med strategisk ejendomsrådgivning samt formidler salg af større erhvervs- og investeringsejendomme, herunder hoteller og butikscentre, samt ejendomsporteføljer og ‑selskaber.

Se profil