Colliers International i Aarhus har netop formidlet salget af det tidligere Jysk Pædagogseminarium på Skejbyvej 29 i Risskov

Foto: Visualisering – Rambøll Arkitekter og Schmidt Hammer Lassen

De gamle bygninger rives ned og der udvikles et nyt boligområde med et etageareal på ca. 52.000 m².

– Vores ambition er at udvikle et boligområde med stor diversitet og med natur, sport og sundhed i højsædet, siger Jakup Sjostein, projektudviklingschef, A. Enggaard A/S og uddyber:

– Vi bevarer den gamle idrætshal og med afsæt i den, skal området gøres til noget særligt. Vi er i øjeblikket ved at afdække, hvilke aktiviteter, hallen kan rumme udover selvfølgelig sport. Der kan for eksempel laves aktiviteter for seniorer, fællesspisning for beboerne og meget andet. Intentionen i lokalplanen er at skabe en grøn kile igennem området og også det vil være med til at gøre det et godt sted at bo. 

Entreprenøren er i forvejen meget aktiv i Aahus og beretter om fortsat høj efterspørgsel på boliger.

– Vi vil skabe det her område, så det dækker de behov vi ser nu og de kommende år. Målgruppen er nystartede familier, seniorer og unge, som vi her kan tilbyde delevenlige boliger i et mere overkommeligt prisleje end boligerne i centrum, siger Jakup Sjostein.

A. Enggaard vil opføre 730 boliger, der skal stå klar til indflytning i 2020. Der bliver tale om en blanding af ejerboliger, lejeboliger og almennyttige boliger. Der er også planlagt en daginstitution i området. Boligerne er tegnet af Rambøll Arkitekter og Schmidt Hammer Lassen og består af lave bygninger i 3-4 etager. I den øvrige del af området vil der også komme en dagligvarebutik. Området er dækket af lokalplan 1069. 

Hos Colliers i Aarhus nikker man genkendende til den uformindskede efterspørgsel på boliger. 

– Aarhus vedbliver at være en attraktiv by at bo i og vi har stor tiltro til, at det også vil være billedet fremover. Boligerne i midtbyen er ikke tilgængelige for alle grundet de relativt høje priser, så det er glædeligt, at der også bygges boliger lidt uden for centrum til en relativt lavere pris, udtaler Johan Gottschalk, partner og direktør Colliers Aarhus. 

– Vi ser en tendens lige nu, hvor erhvervsejendomme konverteres til boliger for at imødekomme presset på boligmarkedet, siger Jan Nickelsen, partner og direktør Colliers Aarhus.

– Vi oplever stor interesse fra både investorer og ejendomsudviklere for projektejendomme med mulighed for konvertering til beboelse, bl.a. fordi der er et betydeligt lejepotentiale. Tidligere har det særligt været kontorer i centrum, der blev konverteret, men vi ser nu en interesse også for de mere perifære områder i Aarhus, siger Jan Nickelsen. 


Yderligere information
Colliers International, Jan Nickelsen +45 40 43 63 10 
Colliers International, Johan Gottschalk +45 20 45 30 59 
A. Enggard A/S, Jakup Sjostein +45 61 63 83 96