investeringsejendom-esbjerg-colliers

Efterspørgslen er stor efter velbeliggende boligejendomme, og Colliers har netop solgt en række markante ejendomme i Esbjerg. De to største er dels en karré på Jernbanegade, Østergade, Skolegade og Danmarksgade, dels hjørneejendommen Kongensgade/Englandsgade – en samlet portefølje med 76 lejemål, primært bolig. Køber er en fond, som drives af Thylander Gruppen og med PFA og Industriens Pension som investorer. Ejendommene er solgt samlet for en lokal ejerkreds, som har ejet ejendommene i en længere årrække. Salget gennemføres som en selskabshandel. 

”Ejendommene har været i familiens eje i en meget lang årrække, og derfor har de også haft stor fokus på, hvilke lejere, der har boet i ejendommene, og det har sikret nogle stabile og veldrevne ejendomme,” fortæller René Neesgaard, partner og direktør hos Colliers i Vejle.

”Til boligudlejning er begge ejendommes beliggenhed helt ideelle. De ligger helt centralt i Esbjerg og er i gåafstand til både tog- og busstation, shoppingcentret ”Broen” og gågaden.”

Fortsat gode og stabile investeringer i Esbjerg

Der er de seneste 4 år blevet skabt 2.500 nye arbejdspladser i Esbjerg Kommune, og med kommunens vision om at vokse med 10.000 indbyggere til 125.000 indbyggere frem til 2025 er boligudlejningsejendomme i stadig høj kurs.

”Det forventes, at i takt med, at både byen og kommunen vokser med arbejdspladser og i indbyggertal, vil boligudlejningsejendommene fortsat være gode og stabile investeringer. Esbjerg er i rigtig god udvikling, og det gør det naturligvis til et meget attraktivt sted at investere,” afslutter René Neesgaard.

Ejendommene blev solgt efter en bred afdækning af markedet både lokalt og nationalt, og blev solgt til udbudsprisen. Markedet for denne type ejendomme bliver stadig mere professionelt og flere overvejelser skal tages i betragtning, når et salg skal gennemføres. Dette stiller store krav til alle som er involveret i gennemførelse af en salgsproces. I dette tilfælde var det afgørende med de rette kontakter og den rette udbudsform, og at salget kunne gennemføres som en selskabshandel til fordel for både køber og sælger. 

Ud over disse markante ejendomme, har Colliers desuden solgt en mindre boligejendom på Nørregade/Kirkegade, en smuk ejendom med 13 boliglejemål. Ejendommen blev solgt i en fortrolig proces med flere købere og bydere på ejendommen, som blev solgt i overbud.