Elvis

Vejlenserne kan ikke kun glæde sig til flere solskinstimer til foråret - nu kan de også se frem til, at Memphis Mansion åbner sin første Highway 51 Diner uden for Randers. Projektet har været længe undervejs, men nu er det endelig lykkedes at finde de helt rette lokaler.

”Vi har haft kontakt med Henrik Knudsen i over et år, hvor vi har talt frem og tilbage omkring forskellige beliggenheder. Med ejendommen på Toldbodvej har vi fundet nogle lokaler, som passer perfekt til deres koncept,” siger Kasper Alexandersen fra Colliers International i Vejle, som har været en af de to Colliers-mæglere på sagen.

Også den nye udlejer, Henrik Knudsen, manden bag Memphis Mansion i Randers; en dansk udgave af Elvis Presleys verdenskendte Graceland, samt den tilhørende Highway 51 Diner, glæder sig til at rykke ind i det gamle Vejlegården:

”Vi havde kigget i mange jyske byer, men Vejle er jo bare et spændende område, hvor der sker rigtig meget, og så ligger det jo perfekt i Trekantsområdet. Og da vi så ejendommen var vi solgt med det samme. Det var lidt en sjov historie, at Elvis flytter ind på Vejlegården.”

”Vores motto er ’Having a good time’, og det skal restauranten også afspejle. Det skal være et sted, hvor man hygger sig og har det godt sammen. VI glæder os virkelig til at åbne dørene her i Vejle.”

Hans Holmann fra Colliers i Vejle, som har været den anden mægler i sagen, er ikke overraskende også meget tilfreds med sagens forløb:

”Vi fik først ejendommen til salg, hvorefter den blev solgt til Michael Grundholm, og nu har vi så efterfølgende hjulpet både ejer og lejer med udlejningen. Jeg synes, vi har fundet en rigtig god løsning for begge parter, som forhåbentlig kan vare i mange år fremover.”

Det var heller ikke ligegyldigt for ejeren af Toldbodvej 13B, hvem der flyttede ind i ejendommen. Det var derfor vigtigt, at dialogen med Colliers var skarp, så man fandt den helt rette lejer.

”Jeg købte ejendommen med det formål at udleje til en restaurant med frokost-åbent. Siden den oprindelige restaurant lukkede for mange år siden, synes jeg, at man som erhvervsmand har savnet et sted at spise frokost med kunder eller kollegaer, hvor man ikke nødvendigvis skal ind i gågaden og samtidig bøvle med parkering,” siger Michael Grundholm, og afslutter:

”Samarbejdet med Colliers har været helt perfekt. Der har ikke været en finger at sætte på det. Vi har haft en god dialog, hvor det har været vigtigt for mig, at vi fandt en lejer med et godt koncept, som kunne være der i mange år fremover – og det mener jeg helt klart, at vi har fundet.”

Toldbodvej