Ejendommen husede oprindeligt købmandsforretning, blomsterforretning og klinik, men i dag er en række nye butikker samt en restaurant flyttet ind. Ejendommen indeholder desuden 12 velindrettede beboelseslejemål på 1. og 2. sal.

Ejendommen på Nordre Strandvej 54 har siden 1957 været ejet af familien Haldrup, som selv har drevet købmandsforretning og blomsterhandel i ejendommen. Ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks A/S overtog ejendommen d. 1. februar 2016, og har stået for en gennemgribende renovering af ejendommen, som i dag fremstår top moderniseret. Bricks har nu videresolgt ejendommen til Actus Ejendomme, og Colliers International har formidlet sagen.

Bricks har en vision om at skabe smukke og funktionelle rammer for menneskers liv og arbejde. ”Vi går som udgangspunkt efter de store projekter, men vi er også vilde med de mindre projekter. Det, der tænder os, er, at de har kant og historie,” fastslår Martin Busk, direktør og medejer af Bricks, og uddyber interessen for Nordre Strandvej:

”Vi kunne se nogle muligheder i ejendommen, som er beliggende med den bedste placering i Risskov, tæt ved krydset Vestre Strandallé / Nordre Strandvej, samt lige overfor Bellevue Hallen og RTK's tennisanlæg. Derudover ligger ejendommen perfekt med nærhed til skov, strand og indkøb.”