IKEA hovedlager Aarhus N

I forbindelse med udvidelsen af IKEA Aarhus blev de daværende lagerlokaler i overskud og IKEA satte ejendommen til leje. Sagen endte imidlertid med et salg, da Colliers fandt en interesseret køber.

”Der er tale om en ejendom beliggende i et af de absolut bedste erhvervsområder i Aarhus, hvor man finder rigtig mange lager- og industrivirksomheder, der nyder godt af den nemme adgang til både E45 og Djursland-motorvejen,” fortæller Hans M. Hansen, erhvervsejendomsmægler hos Colliers i Aarhus.

”Vi har formidlet mange handler i det område. Det har længe været populært, men på grund af den historisk lave tomgang på logistik- og industrilokaler i Aarhus, så har vi det sidste års tid oplevet ekstremt stor efterspørgsel,” siger Hans M. Hansen.

Ifølge Ejendomsforeningen Danmarks opgørelser er den arealmæssige tomgang i Aarhus 4,5 %, hvilket er et fald på 2,1 procentpoint i forhold til 2016. Til sammenligning er tomgangen i Region Midtjylland 4,7 % og Region Hovedstaden 11,4 %. Størst er tomgangen i Region Syddanmark - her er 18,5 % af arealerne tomme.