Zoku Amsterdam
Jeg ville ønske, at jeg kunne leve på Zoku!
Bedste hotel nogensinde!
Hvilket fund!

Sådan lyder nogle af anmeldelserne af hotellet Zoku i Amsterdam, som brugere på TripAdvisor har skrevet. Zoku slog dørene op i juni 2016 med tilbud om blandt andet Zoku Loft XL – et fleksibelt hybrid-værelse på 30 m2, hvor du både kan bo og arbejde. Men måske kan du nøjes med noget mindre? Så kan du få et Bootstrap Room – 12 m2 med en køjeseng og eget bad − og derudover bruge hotellets Social Spaces som opholds-, arbejds-, spise- og møderum.

Om efterspørgslen på denne type fleksible hotelværelser fortæller Johannes Menge, der er Development Manager i Zokukædens Global Rollout-team: 

− Globaliseringen tager fart og med dén vigtigheden af millennials og deres købekraft og specifikke behov. Derfor er differentiering den helt rigtige tilgang til at forblive konkurrencedygtige i hotelbranchen. Vores mantra er „always beta“, og det refererer til, at vi konstant søger at forbedre os for at forstå vores målgruppes behov og krav.

De globale nomader 

Zokus historie begynder med et hul i markedet for innovative lejlighedshoteller, fortæller Johannes Menge. Det var hans chef, Managing Director Hans Meyer, der spottede det udækkede behov, og som efterfølgende satte sig for at researche på målgruppen – millennials – eller Generation Y, der betegner årgangene fra 1980- 2000. Hos Zoku omtaler Johannes Menge og hans kolleger målgruppen som „global nomads“.

− Hans Meyer levede selv som global nomad i nogle måneder og boede på hoteller verden over. Her undersøgte han målgruppens reelle ønsker og behov nærmere: Hvilke krav til et hotel stiller mennesker, som arbejder fra forskellige steder, og som er på udkig efter et miljø og et socialt netværk til at arbejde, leve og slappe af i? Det er ud fra målgruppens perspektiv, at Zoku-konceptet opstod – med det mål at skabe en enestående kundeoplevelse, forklarer Johannes Menge, og tilføjer:

− Hjertet i Zoku er gæsterne og det samfund, der udvikler sig omkring dem. Global nomads, der arbejder og bor på vores hotel, bruger ikke kun stedet som et sted at sove. De bruger i lige så høj grad hotellet til at socialisere og udveksle idéer med andre mennesker. Derfor vil jeg kalde Zoku et levende produkt − et socialt knudepunkt.

På vej til København

Hos Colliers International arbejder vi intensivt på at finde det rigtige projekt til Zoku i Danmark. For der er store planer om at udvide Zoku Amsterdam med lignende, internationale pendanter, fortæller Johannes Menge.

− Vi stræber efter at kunne åbne 50 flere Zoku-hoteller inden for de næste 10 år i globale nomadebyer verden over. Lige nu har vi fokus på USA og Europa, og i sidstnævnte har vi fremadskredne projekter i Wien, Paris, Berlin, Manchester, Hamburg og København, siger Johannes Menge uden dog at gå i detaljer med nogle af projekterne.

Men fart på, det er der. Og hverken ambitioner eller selvtilliden mangler.

− Med en placering som nummer et på TripAdvisor, og med mange positive anmeldelser og mennesker, som opsøger os direkte og opfordrer os til at åbne flere Zoku-hoteller verden over, er vi overbeviste om, at Zoku vil revolutionere hotelbranchen, siger Johannes Menge.

Johannes Menges råd til hotel-iværksættere
  • Definér en præcis målgruppe og sæt dig ind i dens ønsker og behov.
  • Vær anderledes og tilpas dit produkt løbende – always beta. 

Se mere om Zoku-konceptet på livezoku.com

LÆS OGSÅ:

Udsigt til 10.000 flere hotelsenge i København i 2025

Ekspert: Hoteller bør satse på at være unikke