Thomas Reinhold

Thomas Reinhold er vores nyeste mægler til retail-teamet i København. Thomas skal rådgive det stigende antal personer, der henvender sig med ønske om at etablere restaurant og søger rådgivning om valg af beliggenhed, lokaler, samt rådgivning om etablering og drift af en restaurant. Og det har han de helt rette forudsætninger for, hvis man spørger Peter Lassen, COO og daglig leder af vores kontor i København:

”Det er ikke hver dag, jeg finder en erhvervsmægler med så meget hands-on erfaring med det segment, han fortrinsvis skal arbejde med, så jeg er meget tilfreds med denne ansættelse. Thomas’ store erfaring vil skabe værdi for vores kunder, fordi han kan yde en udvidet rådgivning både til investorer, developere og til restauratører. Han ved, hvad der skal til for at etablere en restaurant, han har prøvet det på egen krop og ved, hvad man skal være opmærksom på, når man skal vælge lokaler til netop restaurantdrift,” siger Peter Lassen. 

Thomas kommer senest fra en stilling som indkøbsansvarlig hos vinimportfirmaet Uvato ApS. Før det har han stået for opstart og drift af restaurant Ravnsborg på Nørrebrogade i København, ligesom han tidligere har været daglig leder og kok på Restaurant Aroma. Karrieren tæller desuden en ansættelse som salgsdirektør hos Premier Cru A/S (Holte Vinlager). Sidst, men ikke mindst, har han erfaring fra erhvervsmæglerbranchen, både fra Living Homes A/S og Danbolig Erhverv A/S, hvor han begge steder arbejdede med udlejning, vurdering og projektsalg.

Thomas er uddannet Cand.comm. fra Syddansk Universitet.

Vi glæder os til samarbejdet.