Ejendommen Vesterballevej 4 har et samlet areal på 4.801 kvadratmeter, hvoraf de 1.099 nu er udlejet til NCC Industry. Ejendommen huser ud over NCC Industry, Hjælpemidler & Kommunikation Lillebælt og flere mindre lejere.

Lokalerne har tidligere huset Analyzens laboratorium. NCC vil også benytte lokalerne til laboratorium og samler en del af virksomhedens aktiviteter i lejemålet, så der kommer nye arbejdspladser til kommunen, i første omgang 10-15.

Colliers International i Vejle dækker hele trekantområdet og her har erhvervsmægler Kasper Alexandersen været på sagen.

”Vi har haft sagen til leje i et stykke tid, og at vi nu har fået lukket den skyldes helt sikkert, at der efter en periode med en relativt høj tomgang på kontorlokaler i Fredericia igen er kommet gang i efterspørgslen,” siger Kasper Alexandersen, erhvervsmægler Colliers International.

Ejendommen Vesterballevej er beliggende nær motorvejen, og det er en placering mange virksomheder går efter.

”Vi får mange forespørgsler på ejendomme med let adgang til motorvejen, og derudover er lejemål i Fredericia midtby populære,” siger Kasper Alexandersen.

Fakta om tomgang for kontorlokaler i Sydjylland

I løbet af de sidste to år har der været faldende tomgang for kontorlokaler i Sydjylland. Ifølge Ejendomstorvet er tomgangen faldet fra 10,7 % i 4. kvartal 2014 til 8,9 % i 4. kvartal 2016. Det svarer til godt 60.000 m², som ikke længere er ledige.

Udviklingen i Sydjylland stemmer overens med udviklingen i landet som helhed, hvor andelen af ledige kontorlokaler har været faldende de sidste par år.

En primær driver for markedet for kontorlokaler er beskæftigelsen. I Sydjylland er beskæftigelsen steget med godt 11.000 lønmodtagere siden midten af 2013.