RAINS flytter 1. april, som et led i en større kapacitetsudvidelse sit nuværende hovedkontor fra Egå til Jens Olsens Vej i Skejby. Udvidelsen sker i naturlig forlængelse af den positive udvikling, selskabet har gennemgået de seneste år.

Bygningen består af 1.300 kvm. kontorer og 3.500 kvm. lagerhal og transitterminal. Ejendommen skal forinden indflytning igennem en omfattende renovering og modernisering, så den afspejler, at det er en modevirksomhed, der er i ejendommen.

”Vi har afsøgt mange muligheder i Aarhusområdet det seneste år, forinden vi indgik denne aftale. Det var af høj prioritet at blive i Aarhus Nord, hvor det ellers er svært at finde ledige logistikejendomme i denne størrelse. Sammenholdt med specifikke krav til logistikfaciliteter har det været en stor udfordring at finde et passende lejemål. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu får mulighed for at slå os ned i Skejby,” udtaler administrerende direktør Daniel Brix Hesselager.

”Vi har et godt samarbejde med Colliers International, de har tidligere fundet lokaler til vores nyeste butik i Aarhus, og i denne omgang har de så hjulpet os med vores nye domicil og lager. Mægler på sagen har været rigtig konstruktiv og proaktiv og har lagt et stort arbejde i at koordinere både med os og udlejer, så alle har fået en god aftale,” siger Daniel Brix Hesselager.

Faldende tomgang på logistikejendomme

Colliers International i Aarhus er enig med RAINS i, at det er en udfordring at finde gode logistikejendomme i Aarhus og særligt Aarhus Nord.

”Tomgangen på logistikejendomme har været faldende de senere år, fordi aktivitetsniveauet i industrien er steget, blandt andet som følge af øget nethandel. Det spiller også ind, at der ikke er igangsat så mange nybyggerier inden for segmentet, så der er rift om lokalerne,” siger erhvervsejendomsmægler Hans Møller Hansen og uddyber:

”Særligt Aarhus Nord er en populær beliggenhed for industri og logistiksegmentet, fordi der er gode tilkørselsforhold fra motorvejen, og samtidig bliver man en del af et stærkt erhvervsmiljø,” siger Hans Møller Hansen.

Colliers International har gennem de seneste par år løst mange større sager af lignende karakter i området. I 2016 var der flere store porteføljesalg af industri- og logistikejendomme i sale and lease back transaktioner, og Colliers International har kendskab til flere investorer, som søger lignende sager, så erhvervsmæglervirksomheden forventer en fortsat stigning i sale and lease back transaktioner i 2017.

Tomgangen for lager- og produktionslokaler i Østjylland er på 4,0%, oplyser Colliers International, den var helt oppe på 7,2% da den var højest pr. 1. januar 2011.

Der er forventning om fremgang i sektoren. Danmarks Statistiks sammensatte konjunkturindikator for industri er på det højeste niveau siden maj 2014. Industriproduktionen har været stigende siden lavpunktet i slutningen af 2009, og er steget med hhv. 5,7% og 6,6% i oktober og november 2016.