Latinerkvarteret består af Badstuegade, Klostergade, Volden, Studsgade, Borggade, Rosensgade og Graven, som omkranser Pustervig Torv, der ligger centralt i kvarteret. Kvarteret skiller sig ud i bybilledet ved primært at huse små specialforretninger, cafeer og restauranter i de brostensbelagte gader.

”Når man går rundt i de gamle gader i Latinervarteret, får man sig en oplevelse, som man ikke får andre steder i byen. De små specialbutikker supplerer hinanden rigtig godt og gør området til et spændende område at gå rundt i. Området er eftertragtet af både små og store virksomheder, som ønsker at blive en del af det særlige detailmiljø,” fastslår Morten Jørgensen, erhvervsmægler hos Colliers i Aarhus.

I december 2016 åbnede det franske tøjmærke, Isabel Marant, butik i Aarhus, og for Marise Østergaard, indehaver af butikken, var ønsket til butikkens placering klar. ”Vi har altid været vilde med Latinerkvarteret. Det er en lille perle i Aarhus, hvor der er et skønt mix af lokal kultur og international atmosfære. Gaderne, med deres gamle små originale huse, tilføjer en intimitet og hjemlighed, som gør det til en fornøjelse at shoppe i området. Æstetikken er bevaret i området med den perfekte blanding af nyt og respekt for det gamle,” forklarer Marise og fortsætter:

”Shopping skal i vores butikker gerne være en oplevelse, og derfor investerer vi meget i den arkitektoniske fremstilling. Derfor giver det mening at befinde sig et sted, som har den samme respekt for omgivelser og æstetik, og hvor det at færdes i gaden er en oplevelse i sig selv. Aarhus er en livsnyderby og Latinerkvarteret er i høj grad kernen.”

Inden længe slår også Lollys Laundry dørene om til en ny butik i det attraktive kvarter, og indehaver, Kamilla Byriel, har et stærkt bånd til området. ”Jeg er født og opvokset i Aarhus midtby og har, indtil jeg flyttede til København, mere eller mindre haft Latinerkvarteret i min baghave. Kvarteret er super hyggeligt, og det er fedt at se, hvordan området har udviklet sig fra jeg var barn og frem til i dag. Jeg kan huske, at jeg som lille sad og så teaterforestillinger på Pustervig Torv,” fortæller Kamilla og uddyber:

”At placere Lollys Laundry i Latinerkvarteret var det oplagte valg for mig. Området har sin helt egen sjæl og oser af energi og kreativitet. Det er helt tydeligt at aarhusianerne værner om området. Det er ikke et typisk strøg. Det er hyggeligt, lokalt og personligt.”

Fremtidens shopper

Joseph Alberti, Research Analyst hos Colliers, beskriver fremtidens shopper som ”en person, der søger det ekstraordinære. Derfor ser vi flere og flere eksempler på butikker, som forsøger sig med alternative setups for at skille sig ud fra mængden. Eksempelvis en kaffebar, som også tilbyder tøjvask eller en barbersalon, som også tilbyder cognacsmagning. Ekstraordinære shoppingoplevelser kan også skabes, når flere butikker går sammen om at skabe et tiltrækkende shoppingmiljø, som fanger forbrugerens interesse, og her kan et område som Latinerkvarteret noget særligt.”