Wagnersvej

Boligudlejningsejendommen fra 1935 ligger i ”Musikbyen”, et boligområde i det københavnske sydvest-kvarter. Ejendommen består af i alt 85 beboelseslejligheder og 3 erhvervslejemål.

”Andelsboligforeningen blev i 2015 vurderet til 55 mio. kr. Vi har netop solgt ejendommen for 95 mio. kr. på få dage. Handlen blev gennemført på under 14 dage med en yderst professionel køber, og der blev dækning til samtlige kreditorer”, fortæller Jesper Ullerup Bach fra Colliers International, som er en af de to erhvervsmægler, der har været på sagen sammen med et aarhusiansk advokatfirma.

”Hvis man ser over en årrække, så er der en rigtig god investeringsmulighed i at købe opløste andelsboligforeninger”, siger Palle A. Christensen fra Colliers International, som har været den anden erhvervsmægler på sagen. 

”Vi har haft et rigtig godt og produktivt samarbejde med Abel & Skovgård Larsen, og vi kan kun glæde os over en så usædvanlig hurtig handel”, siger Palle A. Christensen.

Også tidl. bestyrelsesformand i andelsboligforeningen, Charlotte Krogh, er meget tilfreds med sagens afslutning:

”Vi købte ejendommen på tvang i 2008, men kom rigtig uheldigt fra start. Det kunne desværre ikke rettes op trods de sidste 2,5 års ihærdige redningsforsøg”, fortæller hun, og tilføjer:

”Men jeg skal love for, at tingene pludselig gik stærkt. Efter Colliers kontaktede os, på foranledning af advokatfirmaet, gik der under en uge, og så var den rette køber fundet. Jeg har kun ros til både Colliers, Abel & Skovgård Larsen og alle omkring os, som virkelig har gjort en imponerende indsats”.