Mads Noergaard

Valget er faldet på Aarhus, når Mads Nørgaard i 2018 åbner deres første butik udenfor København. Fremtidens ”Pakhus” bliver gennemgribende moderniseret og restaureret således de charmerende elementer, såsom blottede bjælker og søjler, tagkonstruktioner etc. bliver inkorporeret i lejemålets indretning, design og udstråling. De nye lejere ved Mads Nørgaard kommer også til at få medindflydelse på indretningen.

”Vi har for nyligt åbnet to butikker på Vesterbro i København, som er imødekommende og helt ens, selvom den ene er til dametøj og den anden sælger herre. Det er en tone, vi gerne vil videreføre til vores kommende butik i Aarhus,” siger Mads Nørgaard.

Den centrale beliggenhed på Pustervig Torv med kort til både Lille Torv, Store Torv, Magasin og ikke mindst Åen, er en perfekt match til det populære brand: ”Det er den helt rigtige beliggenhed mikset med et unikt lokale, som vi glæder os til at gøre til vores eget”, fortæller Mads Nørgaard.

Erhvervsmægler Morten Jørgensen fra Colliers International, som har stået for udlejning af ejendommen, er meget tilfreds med, at det er det københavnske modehus, der flytter ind i ejendommen: ”Det er en rigtig spændende og unik ejendom, som kommer til at passe helt perfekt til deres brand, og jeg synes samarbejdet undervejs i denne sag, har været ekstremt positivt. Vi glæder os til at byde Mads Nørgaard velkommen til Aarhus.”

Også hos Mads Nørgaard glæder man sig til at flytte ind i 2018: ”Vores butikker er heldigvis kendt for god service, og det er essentielt, at alle føler sig velkomne hos os – det glæder vi os rigtig meget til at videreføre i den nye butik i Aarhus”.