Colliers International EMEA har bl.a. kortlagt væksten i forbruget. København ligger i den lave ende med en vækst på 0,9 %. Rapporten konkluderer, at forbrugernes adfærd i 2017 naturligvis vil påvirkes af købekraften. Derudover er det øget fokus på etik og miljø, samt den hurtige teknologiske udvikling, der vil præge forbrugernes valg. 

København på niveau med London på andelen af e-buyers
I forhold til teknologiske løsninger, e-handel, mobilepay og kontaktløs betaling er Danmark langt fremme. Som det ses af tabellen ’Key EMEA Retail Market Metrics’ er det kun London, der har en højere andel af forbrugere, der handler på nettet.

I Danmark oplever Colliers, at konkurrencen stadig er benhård i detailhandelen, og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at Danmark er i den lave ende, hvad angår vækst.  
”Vi får flere og flere meldinger, både fra enkeltstående butikker og kæder – uafhængigt af hinanden, hvor de taler om omsætningsfald i de fysiske butikker,” udtaler Torben Klitgaard, erhvervsmægler Colliers International og fortsætter:

”Der optimeres på driften, og vi oplever, at lejemål uden spildplads, herunder 1. sale og kældre, er det, der er størst efterspørgsel på. På den måde kan butikkerne opnå et minimum af bemanding og svind. Vi oplever også mange, der vil genforhandle lejevilkår, og vi ser en tendens til, at butikkerne enten lukker eller forsøger en relokering,” slutter Torben Klitgaard.

København: Fra beklædning til bespisning 
Hos Colliers i København kan Commercial Property Manager – Head of retail, Copenhagen, Line Højvang Christiansen genkende billedet fra kollegaen i Aarhus, altså at dele af detailhandlen er under pres og konkurrencen er intensiveret. Derudover fremhæver hun, at den største tendens i København lige nu er, at der er voldsom efterspørgsel på lokaler til restauranter og cafeer.

”Vi ser, at der lukker rigtig mange tøjbutikker lige nu, særligt i mellemsegmentet. Luksusbrands og de stærke lavprisbrands, som fx H&M, hænger på, men mellemklassebrandsene og børnetøjsbutikkerne er under pres. Samtidig ser vi en stigende efterspørgsel på lokaler til de madmæssige formål,” siger Line Højvang og fortsætter:

”I øjeblikket får vi ekstremt mange forespørgsler på lokaler, der er egnede til restauranter, vinbarer og cafeer. Faktisk så mange, at vi ikke har lokaler nok til at imødekomme efterspørgslen til disse formål. Efterspørgslen hænger sammen med den store stigning, der har været i danskernes udespisning, det er særligt udpræget i hovedstadsområdet. Vi går mere ud og køber mere take away,” siger Line Højvang Christiansen.

Opgørelser fra Landbrug og Fødevarer bekræfter, at stigningen i udespisning er større i hovedstadsområdet end resten af landet, ligesom data fra HORESTA viser, at omsætningen i restauranterhvervet er absolut størst i Region Hovedstaden, næsten tre gange større end i Region Midtjylland.

Shoppingcentre klarer sig marginalt bedre end den øvrige detailhandel i Danmark 

I Danmark har vi i øjeblikket 120 butikscentre, inkl. stormagasinerne. Det oplyser Institut for Center-Planlægning (ICP), der påpeger, at der er en sammenhæng mellem udviklingen i e-handel og udviklingen for shoppingcentrene. Omsætningsudviklingen i centrene i Danmark er lidt blandet. Generelt er det de største, der gør det bedst, bl.a. fordi de har et bedre udbud.

”I Danmark udgør e-handel 20 % på udvalgsvarer. Det har den konsekvens, at når forbrugerne skal handle i de fysiske butikker, så skal der være et godt og varieret udbud, og det skal være en oplevelse at shoppe,” siger direktør Per Nyborg, ICP og uddyber:

”Vi har set en udvikling i centrene mod flere aktiviteter og servicefunktioner, en udvikling, der forstærkes i disse år. Særligt inden for food and beverage oprustes der ude i centrene. Tidligere var det fast food, der prægede udbuddet, men nu er der flere spisesteder, hvor kvaliteten er højere,” siger Per Nyborg og fremhæver de såkaldte Gastropubs, hvor Loft GastroGrill i Fields er et eksempel på en ny restauranttype, der har stor sucess.

Yderligere information Colliers International

  • Erhvervsmægler Torben Klitgaard, Colliers Aarhus mobil 20 45 30 69
  • Commercial Property Manager – Head of retail, Copenhagen Line Højvang Christiansen, Colliers København mobil 20 45 30 54
  • Analytiker Joseph Alberti, Colliers København mobil 23 44 43 49
Andre key findings fra Colliers EMEA Retail Snapshot
  • Forbruget i EU forudses at stige 2,2 % 2017.
  • Etisk motiveret shopping får stigende betydning som vækstområde.
  • Den største forbrugsvækst er registreret i Luxembourg (14 %), Rumænien (13,3 %), Litauen (6,7 %), Polen (6,4 %) og England (5,5 %). Uden for EU, Serbien (7,1 %) og Tyrkiet (4,4 %). Rusland oplevede en tilbagegang (-4,6 %).
  • Forbrugsvæksten i Dublin var en af de højeste blandt de europæiske byer. Det resulterede i stor lejeraktivitet blandt både lokale og internationale butikker på jagt efter lokaler. Dette medførte faldende tomgang i mange strøggader. 
  • Lukningen af flere kæder i Holland de sidste to år har bidraget til strukturel tomgang over hele landet. Dette, kombineret med en ret sløv opgang i detailomsætningen, sætter markedslejen under pres. Lejen ude i landet faldt eller stabiliserede sig, men når det er sagt, så var der vækst i Amsterdams hovedstrøg, og her forventes yderligere lejestigninger I 2017.
  • Den tyske detailhandel var stabil i 2016. I de fem år op til 2015, var der voldsom vækst på de gode strøggader fra 15 % i München og Düsseldorf til 36 % i Berlin. I 2016 stilnede væksten af undtagen i Berlin og München, hvor der sås yderligere vækst som følge af stigende efterspørgsel.
  • Faldet i internationale besøgende i Paris påvirkede både turismen og detailomsætningen negativt, men med en stigning i 4. kvartal 2016 tegner det sig mere lovende for 2017. Det stigende antal turister fra Kina og Mellemøsten, som er de forbrugere med det største forbrug internationalt, lover godt for den franske hovedstad. Det er stadig en eftertragtet beliggenhed for top luksusbrands, og det resulterer i åbningen af flere luksusbutikker inklusive den første Vivienne Westwood butik. 
  • Selvom Rusland har oplevet problemer med leverancer, er det stadig det land i Europa, hvor der er flest kvadratmeter butiksarealer under opførelse. Og til trods for den økonomiske usikkerhed, så strømmer luksuskæderne fortsat til Moskva. 
  • I Skandinavien noteres Stockholm for højest vækst med 3,2 %.
  • Den forbedrede økonomi i Sydeuropa (Lissabon, Barcelona og Madrid) smitter af på både leje- og investormarkedet.