Er man bosat i Horsens, så kender man til ejendommen i Allegade. Ejendommen er en ældre, flot teaterbygning oprindelig opført i 1885 og med løbende til- og ombygninger. Bygningen er opført af en gruppe håndværkere, som besluttede, at Horsens skulle have en Håndværkerforening. I 1918 købte man naboejendommen for at få plads til en udvidelse af bygningen, da foreningen på daværende tidspunkt var vokset til 800 medlemmer.

Ejendommen har gennem tiden været et stort samlingspunkt for Horsens og omegn for mange loger og foreninger, som stadig benytter de forskellige mødelokaler og foredragssale til møder og mange store fester i de fantastisk flotte lokaler. Ejendommen består blandt andet af en stor, flot teatersal med balkon og pæn spiserestaurant i stueetagen, en kontorbygning i 3 etager opført i røde facadeteglsten samt en tilbygning i træ, som er udlejet til Horsens Kommune.

Håndværkerforeningen fortsætter i ejendommen, imens den nye ejer planlægger at udvikle på den resterende del af ejendommen.