Helle og Jan Søgaard Hansen startede restaurant Under Uret for 32 år siden. Som restauratør har man ikke et almindeligt 8-16 job, man har en livsstil. Netop det faktum, at jobbet som restauratør fylder så meget, har været medvirkende årsag til, at værtsparret nu har valgt at sælge den populære restaurant, og at det ikke har været nogen forhastet beslutning.

”Det har ikke været en nem beslutning at sælge vores restaurant, vi har haft lange overvejelser. Vi har lysten til og mod på at prøve noget nyt efter så mange år med det samme,” siger Helle Hansen og uddyber:

”Vi har ikke noget konkret på bedding, men vi følte bare, at tiden var inde nu, og derfor valgte vi at sætte stedet til salg. Vi har før handlet erhvervsejendomme, men vi har aldrig været involveret i en selskabshandel før, så det var nyt for os,” siger Helle Hansen. Og om valg af mægler (Martin Pedersen fra Colliers International i Odense) siger hun:

”Vi har med succes brugt Martin til ejendomshandler før, men derudover er der den lille krølle på historien, at Martin har været ansat hos os, han var i sin tid tjener, så han kender stedet indgående,” siger Helle Hansen og tilføjer, at det har været en lang proces, men at der var god information undervejs og handlen kom i hus. 

Det var ikke noget krav fra sælger, at restauranten skulle videreføres under samme navn, men det glæder både sælger og mægler, at det gik sådan.

”Jeg kommer selv fra Svendborg, så jeg har et nært forhold til restauranten. For mig og mange andre er Under Uret legendarisk i byen, og jeg er rigtig glad for, at det lykkedes at finde en køber, det vil føre stedet videre,” siger Martin Pedersen, erhvervsmægler og direktør Colliers Odense, og tilføjer:

”Det er naturligvis sin sag at sælge en restaurant i drift med hele pakken, lokaler, personale og brand i en fortrolig proces, men jeg er meget tilfreds med salget til Torben Nielsen. Torben driver i dag Café Kræz i Odense, så han har indgående kendskab til både branchen og byen. Jeg er sikker på, han vil videreføre restauranten på bedste vis.”