Investeringer i boligejendomme med en attraktiv placering giver et relativt sikkert afkast og netop det, er den største enkeltstående forklaring på den rekordhøje omsætning. Aalborg er en by i en rivende udvikling, blandt andet er der opført en del nye boliger og Colliers Aalborg har formidlet salget af flere af disse.

Flere institutionelle investorer har i årets løb fået øjnene op for Aalborg som et attraktivt sted at investere. Lærernes Pension er blandt dem, der har investeret i Aalborg, som et led i selskabets strategi om at udvide ejendomsporteføljen. Colliers International har blandt andet været mægler på det 14.000 m2 store boligprojekt på DSB grunden i Aalborg midtby.

Derudover har Colliers International netop afsluttet endnu en bemærkelsesværdig transaktion på Østre Havn på små 6.000 m2. "Der er tale om et særdeles velbeliggende boligprojekt på havnen i Aalborg. Ejendommens placering udmærker sig ved at ligge perfekt ved havnebassinet i det område, der for fremtiden kommer til at huse såvel byens dyreste ejerlejligheder samt leje boliger," siger Claus Sondrup, direktør og partner hos Colliers i Aalborg.

Endnu en væsentlig medvirkende faktor til årets flotte resultat er en voldsom stigning i omsætning af boligejendomme fra den gamle boligmasse i Aalborg. ”Vi har oplevet en tiltagende interesse igennem hele året for denne type ejendomme og kan oplyse, at vi i årets løb har solgt 36 ejendomme – hvoraf kun 6 af ejendommene er solgt i 2 små porteføljer,” udtaler Claus Sondrup

Udover det lokale marked har Colliers i Aalborg også flere handler i København, den seneste er den 3120 kvm store ejendom Frederiksberggade 1 på hjørnet af Frederiksberggade og Nytorv (Danske Banks tidligere domicil). Ejendommen er udlejet til Staten samt JD Sport på lange lejekontrakter og blev solgt for en pris på et godt stykke over kr. 300 mio. til en stor udenlandsk pensionskasse.

Colliers Aalborg har til huse på Østre Havnegade, hvor der i øjeblikket er 6 erhvervsmæglere, 2 sagskoordinatorer og en analyseassistent (stud. Jur.). Afdelingen er i rivende vækst og forventer yderligere ansættelser i 2017 og fremad.