De fysiske rammer er en vigtig del af en virksomheds identitet. Det er vi også bevidste om hos Colliers, når vi rådgiver vores kunder om valg af domicil. Formålet med et domicil er ikke længere blot at have nogle fysiske rammer til sine medarbejdere – det er i den grad også en unik mulighed for at synliggøre sit brand.

Central synlighed i kreativt miljø

Colliers bistod i foråret 2016 modelbureauet Le Management med at finde nye og større lokaler i Aarhus, og valget faldt på en central beliggenhed ved Åboulevarden i Aarhus. Le Management kunne se nogle muligheder i både ejendommen og beliggenheden, og er nu i gang med at renovere bygningen, indvendigt såvel som udvendigt, så den kommer til at afspejle virksomhedens identitet.

”Det er vigtigt for os at have en central og synlig placering, og her må man sige, at vi har fået, hvad vi ønskede os. Med en placering ved Åen i Aarhus opnår vi den vibe, som vi godt kunne tænke os at kunder, modeller og nye relationer skal opleve, når de besøger Le Management,” fastslår Martin Lyne, CEO og partner hos modelbureauet Le Management, og fortsætter:

”I dag ligger vi midt på strøget, og i forbindelse med vores flytteplaner havde vi egentlig også kig på en anden strøgejendom, hvor vi havde mulighed for at sammenlægge 3 tage, men vi besluttede os for, at det ikke var noget for os. I stedet rykker vi nu et sted hen, som matcher den kreative stemning hos Le Management. Vi går op i, at ejendommen skal repræsentere os som brand. Som modelbureau er det vigtigt, at vi signalerer æstetik, kreativitet og nytænkning.”

Cool, minimalistisk elegance

Det var et krav fra Le Management, at der i ejendommen, som skulle huse det nye Aarhus-kontor, var frie tøjler til at give bygningen en komplet make-over. Det har de i høj grad fået lov til her, men man har dog været begrænset af nogle regler for farven på facaden, som skulle holdes i jordfarver.

”Udvendigt har vi renset murværket og pudset det op i sin oprindelige farve. Derudover har vi fjernet alle vinduer, som var store og klodsede, og erstattet dem med vinduer med fine sprosser, som passer perfekt til bygningen. På den øverste etage har vi fjernet muren ud mod åen og i stedet opsat et fuldt glasparti, som er lagt ind i form af glasdøre, som kan slås op. Det fungerer perfekt med masser af lys på denne etage, da den også skal fungere som fotostudie,” forklarer Martin og fortsætter snakken omkring det store renoveringsarbejde:

”Indvendigt er alt nyt. Bygningen havde ikke nogle detaljer i form af gamle trægulve eller stuklofter, som vi kunne have bevaret, så alt er blevet skraldet helt ned til benet og bygget op på ny. Det hele er hvidt, hvidt, hvidt og beton. Stilen er minimalistisk, steril og elegant og afspejler meget fint den æstetik, som gennemsyrer vores branche.”

Le Management slår dørene op på Åboulevarden d. 1. december.