Markedet kommer til at ligge på Skt. Knuds Torv i den hedengangne Aarhus hal, der gennem tidens løb har huset alskens ting lige fra cykelløb, bowlinghal til Holiday on Ice. De sidste mange år har hallen stået tom, men da initiativtager og arkitekt Frantz Longhi fra Dansk Ejendoms Management og Kähler blev opmærksom på det, øjnede han muligheden for at realisere en god idé.

"Vi har i Aarhus – og regionen i det hele taget – mange passionerede mennesker, som kan noget fantastisk med fødevarer. Vi ønsker, at Aarhus Central Food Market sætter scenen for at udleve de gode gastronomihistorier fra nærområdet kombineret med udefrakommende, spændende tiltag. Og krydre med et lag af kultur, hvor events og alverdens arrangementer kan integreres til gavn for byen og dens besøgende”.

I den gode smags tjeneste

Vi har sat projektleder Johanne Sønderlund Birn stævne for at høre, hvad man kan forvente sig af Aarhus Central Food Market. Allerførst, hvad er det for typer af virksomheder, der har lejet sig ind?

"Smagen har været ledestjerne for vores valg af lejere. Vi er gået efter nogen, der kan give folk sublime smagsoplevelser og det er lykkedes”, siger Johanne Sønderlund Birn og fortsætter:

"Derudover har det været vigtigt for os at tiltrække passionerede mennesker, sådan nogle typer, der virkelig dyrker deres koncept. For eksempel er vi vildt glade for, at GRÖD rykker ind, man kan slet ikke forestille sig, hvor lækkert og spændende et produkt som grød kan være, men det finder man ud af, når man har mødt folkene bag”.

Plads til både små og store

Virksomhedens størrelse er ikke afgørende for at blive lejer i det nye madmekka, så man finder både små og store virksomheder, for eksempel er Danish Crown rykket ind, de vil præsentere publikum for high-end produkter, der normalt ikke sælges i supermarkederne, produkter der helt sikkert vil tiltale de såkaldte foodies, der er en af hovedmålgrupperne for Aarhus Central Food Market.

Også et stort navn fra den gastronomiske scene rykker ind, således lancerer Jesper Koch sit nye koncept Bangkoch. Og en anden af Aarhus’es institutioner; Havnens Fiskehus bliver ligeledes at finde og opnår dermed en langt stærkere placering i hjertet af Aarhus i stedet for at være gemt væk på en del af Aarhus havn, der er mere end udfordret af de aktuelle trafikale forhold på grund af de mange anlægsprojekter på og omkring havnen.

Knivnørder glæd jer!

Det er ikke kun mad, man møder i det nye madparadis, der er også udstyr. Foodgear.dk - leverandør til kokkelandsholdet - har en bod med et stort udvalg af eksklusive japanske knive og tilbyder også en professionel slibning af ens egne knive.

Et helt nyt grønt byrum

Indendørs er der stande og et show køkken, der også kan omdannes til scene til for eksempel konferencer. Udover de mange indendørs glæder vil der udenfor hallen være et helt nyt grønt byrum på den før lidt kedelige plads. Aarhus Kommune etablerer bænke, grønne træer og en stor kube, hvor der bliver plads til koncerter og lignende.