Logistikbranchen oplever en stigende aktivitet, der blandt andet er forårsaget af den tiltagende nethandel. En række internationale aktører har i væsentligt omfang vist interesse for logistikbranchen primært fra Sverige, Norge, UK og enkelte fra Nordamerika. Interessen er rettet mod veludlejede og velbeliggende industri- og logistikejendomme blandt andet i Aarhus og Østjylland. 

Ser man på tomgangsstatistikken for logistikejendomme i området, taler procenterne sit tydelige sprog. Siden januar 2012 er tomgangen for lager- og produktionslokaler i Østjylland faldet fra 6,2 til 3,8 i samme måned i 2016 (Oline-ED Statistikken).

Fortsat selektive investorer

Investorerne er dog fortsat selektive, hvad angår logistikbygninger som investeringsobjekter. Efterspørgslen er hovedsageligt rettet mod ejendomme med en moderne og gennemtænkt fysik. 

”God loftshøjde, porte og ramper, god fordeling mellem terminalområder og højlagre, moderne kontorer – og ikke mindst den rigtige beliggenhed, som sikrer adgang for modulvogntog – er primært i investorernes interesse,” siger Johan Gottschalk, direktør og partner hos Colliers International i Aarhus. 


Det søger investorerne:

  • Bygningskvalitet
  • Fleksibilitet/opdelingsmuligheder
  • Beliggenhed
  • Udvidelsesmuligheder
  • Drift
  • Lejekonforme niveauer
  • Stærk lejer/lejere
  • Enkelhed
  • Kritisk masse/porteføljer