Som konsekvens af den fortsat store efterspørgsel på lejeboliger i Aarhus omdannes erhvervslejemål i stigende grad til boliger. Lejeindtægten kan potentielt set øges med op til 50 %, og det gør konverteringen attraktiv for udlejerne.

Men de fordelagtige vilkår for boligudlejerne presser byens erhvervslejere. Lejepriserne på kontorer stiger, og flere erhvervslejere opsiges til fordel for boliglejerne. Det tvinger kontorlejerne ud af bymidten eller over i nybyggede kontorenheder i midtbyen, der igennem flere år har været underforsynet med moderne og opdaterede kontorbygninger.

”Mange af ejendommene centralt i Aarhus er allerede indretningsmæssigt egnede til boligformål. Sammenholdt med den øgede lejeindtægt for lejerboliger giver det ejerne en rigtig god business case,” siger Jan Nickelsen, direktør og partner hos Colliers International i Aarhus.