Colliers International oplever i øjeblikket stor interesse for det sydlige Aarhus, der igen har udviklet sig til et attraktivt erhvervskvarter for mange virksomheder. Det seneste kvartal har erhvervsejendomsmæglerfirmaet udlejet mere end 13.000 kvadratmeter i området.

Én af virksomhederne, der har valgt at flytte til området, er CGI Danmark A/S. It-servicevirksomheden har besluttet at flytte sit nuværende hovedkontor med beliggenhed i Scandinavian Center til ejendommen på Sletvej 30, hvor TDC i en årrække – og også fremover skal have hovedkontor for ”det jyske”.

TDC er således udlejer af lokalerne, som CGI i det nye år flytter omkring 200 medarbejdere til i forbindelse med hovedsædeskiftet. De 200 medarbejdere får i alt 3.600 kvadratmeter at boltre sig på.

Colliers International havde opgaven for TDC i forbindelse med udlejningen, mens DTZs afdeling for lejerådgivning – på vegne af CGI – forestod processen med søgning efter potentielle lejemål samt forhandling af lejekontrakt.

Seniorrådgiver ved DTZ, Anders Holm, oplyser, at valget af lejemål hos TDC i sydbyen blev truffet efter DTZs grundige analyse af mulighederne i markedet.

”Lejemålet hos TDC blev valgt på baggrund af en effektiv indretning kombineret med en attraktiv samlet omkostning til leje mv. set i forhold til lejemålets gode kvalitet,” fortæller han.

Palle A. Christensen fra Colliers International i Aarhus var ansvarlig mægler og rådgiver for TDC. Ifølge ham er sydbyen igen ved at blive efterspurgt af interesserede lejere.

”I de seneste år har efterspørgslen været meget koncentreret omkring nordbyen og havnen. Nu ser vi heldigvis en større interesse for sydbyen, hvor der fortsat er ledige lokaler til fornuftige lejepriser ud over nem adgang til motorvejsnettet via ”genvejen”,” udtaler Palle A. Christensen.