Siden foråret har der ikke været elever på Jersie Skole, da alle eleverne er flyttet til Uglegårdsskolen.

Nu er der fundet en ny ejer af bygningerne, idet en sjællandsk ejendomsudvikler har købt skolen under reglerne for offentligt udbud. Køber planlægger at omdanne stedet til boliger, når ejendommen overtages primo 2016.

 

Det samlede etageareal for bygningerne, som ligger i udkanten af Jersie By, er ca. 6.600 m2, mens grunden er på knap 30.000 m2. De ældste af bygningerne er opført tilbage i 1916, men siden er der kommet en række tilbygninger, ligesom der har været væsentlige ombygninger så sent som i 2000-2007.

 

Direktør Peter Lassen, Colliers International, som har formidlet salget, siger: ”Det har været en meget spændende proces at sælge skolen, som oplagt skulle have en ny anvendelse. Der har undervejs været mange ideer på tapetet, og nu er det så endt med boliger, som der grundet befolkningsvækst er stor efterspørgsel efter i hovedstadsområdet. ”