Drømmer du om en ny, lækker lejlighed på bedste beliggenhed i centrum af Vejle? Så har du inden længe mulighed for at slå til på en af cirka 20 nyindrettede lejligheder i den historiske ejendom på Rådhustorvet i Vejle.

Fra 1870 frem til 1955 blev ejendommen drevet som hotel, sidenhen som kontor- og butiksejendom med BR Lejetøj og advokatfirmaet Thyssen, Skovbo og Forsberg som de mest markante lejere. Nu er ejendommen klar til næste fase, idet de ledige kontorer i ejendommen snart ombygges til boliger. Det melder erhvervsmæglerkæden Colliers International, som formidlede salget.

 ”Det er noget helt særligt at sælge så markant en ejendom, og det bliver spændende at følge den videre udvikling,” siger René Neesgaard, direktør og partner hos Colliers International i Vejle.

Ifølge ham er salget endnu et eksempel på en tendens, der i øjeblikket tydeliggør sig på erhvervsejendomsmarkedet.

 ”Med salget fortsættes trenden, hvor utidssvarende kontorlokaler i midtbyer omdannes til attraktive boliger. Det er med til at fortætte byen og skabe de boliger, som efterspørges i markedet,” fortæller René Neesgaard.

Den nye ejer overtager ejendommen med et areal på 2.785 kvadratmeter per 1. juli og starter umiddelbart herefter på projektering, myndighedsbehandling og ombygning. Der bliver i alt lavet omkring 20 eksklusive lejligheder – forventeligt til udlejning – med en sjælden god beliggenhed, hvoraf flere får en skøn udsigt over torvet.

Samtidig med, at kontorerne i ejendommen omdannes til lejligheder, er der indgået en lejeaftale med den tidligere B&O-butik, der har stået ledig i en årrække.

”Butikken ombygges hen over sommeren til en ny og spændende anvendelse, som vil kunne offentliggøres senere,” afslører René Neesgaard.

Der var efterspørgsel efter ejendommen fra flere sider, og køberinteressen efter centralt beliggende ejendomme er fra både lokale og nationale aktører.