”Vi oplever en fortsat stigende efterspørgsel efter lokaler fra virksomheder, som har succes, og derfor har behov for yderligere lagerarealer. Det er meget positivt og et tegn på, at virksomhederne atter for alvor tør investere i fremtiden.”

Sådan lyder meldingen fra Hans M. Hansen fra Colliers International i Aarhus, der det sidste stykke tid har oplevet en mærkbar stigning i antal transaktioner inden for logistik og industri i specielt Aarhus Nord.

”Aarhus Nord er kendetegnet ved at være et attraktivt og bynært kvarter, og det gør det populært blandt aarhusianske virksomheder. Blot inden for de seneste tre måneder har Colliers udlejet yderligere cirka 5.000 kvadratmeter lager og let industri i området,” fortæller Hans M. Hansen.   

Senest formidlede Colliers salget af henholdsvis 3.600 kvadratmeter på Jens Olsens Vej samt 1.100 kvadratmeter på Sindalsvej. Sidstnævnte på vegne af Hounisen Laboratorieudstyr A/S, som har bygget nyt domicil på Niels Bohrs Vej i Skanderborg.