1.800 kvadratmeter kontorlokaler er netop udlejet til A2B på Vendersgade 26 i Fredericia. Virksomheden, der opkvalificerer ledige og står for danskuddannelsen i flere kommuner, skal åbne sprogcenter i lokalerne, hvor kommunens voksne udlændinge skal lære dansk og komme tættere på et arbejde eller en uddannelse i Danmark.

Dele af lejemålet, der befinder sig i stueplan og på anden sal i ejendommen, vil blive overtaget af A2B allerede pr. 1. juni, mens anden del overtages den 1. august.

De nyistandsatte lokaler er lejet ud for Nordea Ejendomme, og begge parter er yderst tilfredse med lejeaftalen.

”Lokalerne er lyse, rummelige og spændende, og den centrale beliggenhed er meget væsentlig for A2Bs sprogcenter. Vi glæder os til at flytte ind og til at få et godt samarbejde med jobcentret og de øvrige virksomheder og erhvervsdrivende i midtbyen,” siger Steen Jakobsen, der er direktør hos A2B.  

Bedring på vej for kontorsegmentet
Ifølge den ansvarlige erhvervsejendomsmægler, Tue Højvang Hattens, fra Colliers International i Vejle er det første gang i meget lang tid, at man har lejet så mange kvadratmeter ud inden for kontorsegmentet i Fredericia midtby.

”Vi oplever i øjeblikket, at der er bedring på vej. Den seneste tid har vi oplevet en mærkbar stigning i interessen for kontorejendomme – ikke blot i Fredericia, men for hele landet generelt,” siger Tue Højvang Hattens.