Harald Nyborg øger sin lagerføring i Odense ved at leje 11.500 m2 lager, som skal være distributionscenter for alle Harald Nyborgs butikker i Region Syddanmark. Ejendommen på Handelsvej 21 i Odense S har god tilgængelighed til både den fynske motorvej og Svendborgmotorvejen, og den logistisk gode placering var blandt de væsentligste årsager til, at lejer valgte denne ejendom.

Det er aftalt, at udlejer inden indflytningen installerer fjernvarme i den ældre lagerdel og opdaterer kontor- og mandskabsfaciliteterne.

Det er ikke første gang, at Colliers International gør forretninger med Harald Nyborg. For 2 år siden formidlede Colliers International salget af Harald Nyborgs nuværende hoveddomicil på Gammel Højmevej i Odense til netop Harald Nyborg. Colliers International har endvidere lige nu 1.000 m2 kontorejendom tæt på motorvejen til leje for Harald Nyborg.

Gennem det seneste år har Colliers International i Odense registreret stigende efterspørgsel på lager- og logistikejendomme på Fyn. Erhvervsmægler Martin Fuhlendorff, som har formidlet udlejningen til Harald Nyborg, siger: ”I 2014 udlejede vi hele 38.000 m2 lager og industri, og den høje efterspørgsel efter velbeliggende lager- og logistikejendomme fortsætter. I år har vi allerede udlejet knap 20.000 m2. De mange store investeringer i Odense og den åbenlyse strategiske beliggenhed midt i Danmark har igen gjort det attraktivt at lægge sit domicil centralt i landet med mulighed for at servicere i både øst og vest.”