Det tyskejede selskab Hørkram Foodservice A/S skrev i marts under på købsaftalen på den genkendelige lagerejendom på motorvej E45 ved Aarhus Syd. Virksomheden, der også for nylig udvidede med 8.000 kvadratmeter frostlager, råder nu over i alt 100.000 kvadratmeter grundareal i området.

”Ejendommen er købt af to primære grunde. For det første for at sikre areal til udvikling – også på lang sigt – og for det andet fordi vi akut står og mangler administrationskvadratmeter,” fortæller John Astrup, centerdirektør på logistikcenteret i Aarhus. 

Foreløbigt vil Hørkram Foodservice benytte 860 kvadratmeter af ejendommen som administrationslokaler samt udenomsarealer til henholdsvis medarbejderparkering og parkering af lastbiler. De resterende 4.500 kvadratmeter ønsker koncernen at udleje til anden side.

Lennart Falkenberg fra Colliers International Danmark var ansvarlig for salget af ejendommen. Ifølge ham var forhandlingsprocessen relativ kort og med en god dialog mellem køber og sælger, men der var i forløbet flere interesserede – blandt andet lejere.    

”Forløbet var positivt hele vejen igennem og præget af en åben dialog parterne imellem. Det var interessant at arbejde med handelsfolk på begge sider,” siger Lennert Falkenberg.

Johan Gottschalk, direktør og partner hos Colliers International i Aarhus, mener, at transaktionen er et eksempel på de mange positive tendenser i industrien i øjeblikket, der er med til at øge efterspørgslen på velbeliggende erhvervsejendomme. 

Ejendommen, der blev opført i 1996, ligger på Torshøjvej 45 i Hørning og blev sat til salg af Ejendomsselskabet Torshøjvej. Bygningen er tegnet af Cubo Arkitekter og er tidligere præmieret af Aarhus Kommune for spændende arkitektur.