Danmarks hurtigst voksende optikerkæde Smarteyes åbner snart butik i Kongensgade i Odense. Smarteyes kan dermed tilbyde alle i Odense designbriller til faste priser.

Smarteyes, der blev startet af svenske iværksættere i 2007, er drevet af et ønske om at sælge designbriller på en enklere og sjovere måde og er i dag godt på vej til at blive Sveriges næststørste optikerkæde. I 2013 åbnede Smarteyes deres første danske butik i Vejle, og de er nu i fuld gang med at åbne nye butikker i resten af landet. Konceptet er enkelt: frit valg mellem alle briller til to faste priser.

Smarteyes har i dag 57 butikker i Sverige, 11 butikker i Tyskland og butikker i Vejle, Randers, Aarhus og Esbjerg i Danmark.

Butikken i Odense åbner på Kongensgade 30. Den nye butik bliver gennemgående renoveret i samarbejde med udlejer, Poul Lindegaard Poulsen, og kommer dermed til at stå skarpt i gadebilledet og bidrage til den fælles synergi fra Kongensgades andre kendte mærkevarebutikker.

Erhvervsejendomsmægler Martin Fuhlendorff fra Colliers i Odense, som har hjulpet Smarteyes med at finde lokalerne på Kongensgade, fortæller: ”Det har været en stor fornøjelse at formidle lokalerne i Kongensgade til Smarteyes, og jeg er sikker på, at det er den helt rigtige placering for dem. Vi modtog et klart og gennemarbejdet søgeopdrag fra Smarteyes, hvilket gav os optimale muligheder for at løse opgaven på deres vegne. Ledelsen i Smarteyes har igennem hele processen ageret utrolig professionelt og udvist stor beslutningsdygtighed. Samarbejdet mellem lejer og udlejer angående istandsættelsen af lokalerne har også fungeret upåklageligt.”

Han fortsætter: ”Smarteyes har planer om at åbne mellem 8 og 12 nye butikker i Danmark i 2015 og mindst lige så mange i de næste tre år. Vi er glade for at kunne hjælpe Smarteyes på vej, og det er i det hele taget fascinerende at følge den meget innovative kæde. I kraft af Colliers’ landsdækkende kontorer kan vi hjælpe Smarteyes med at finde de helt rigtige beliggenheder i hele Danmark.”

Administrerende direktør i Smarteyes i Danmark, Niels Adolfsen, fortæller: ”Samarbejdet med Colliers i Odense har været upåklageligt og top professionelt. Det er altid rart, når tingene fra starten næsten kører af sig selv. Nu ser vi frem til at byde alle i Odense indenfor i vores nye butik.”