Pakhus 12, som er den største af ejendommene, er opført omkring 1910 som et internationalt manufakturlager. Siden er det ombygget til en meget eftertragtet kontorejendom for en række større og mindre virksomheder. Ejendommen indeholder også restaurant og showroom. Blandt lejerne kan nævnes Grilleriet, som Weber står bag, og gourmetrestauranten M/S Amerika.

Pakhuset er opført i den kendte smukke newyorkerpakhusstil, hvor der er højt til loftet – ca. 3,75 m – og meget fleksible indretningsmuligheder. Ejendommen er meget flot renoveret med blandt andet originale vinduer, oprindelige person- og vareelevatorer og lyse trægulve. 

De solgte ejendomme har et samlet areal på i alt ca. 13.000 m2.

Ib Henrik Rønje fra Kongeegen A/S fortæller: ”Netop disse ejendomme havde min bror og jeg egentlig tænkt som en del af vores pensionsopsparing, men da muligheden opstod for at sælge bygningerne samlet og til en rigtig god køber, valgte vi at slå til. Vi har store og spændende udviklingsprojekter i gang, dels på Henriksholm i Vedbæk, hvor salget af boliger går strygende, og dels på World Trade Center i Ballerup, som også er i en rigtig god udvikling.”

Køber er Jeudan, hvor administrerende direktør Per Hallgren er tilfreds med udvidelsen i området. Han siger: ”Ejendommene passer godt ind i vores portefølje, der ud over de tilkøbte ejendomme tillige indeholder Dampfærgevej 3-5 og Dampfærgevej 21-23. Det er et spændende område med gåafstand til Østerport Station og den kommende metro, ligesom denne del af Dampfærgevej er færdigudviklet.”

For Hans Vestergaard fra Colliers International Danmark A/S, som har formidlet salget, har det været en fornøjelse at arbejde med ejendommene – både fordi de er så markante og smukke og på grund af den fantastiske beliggenhed. Hans Vestergaard fortæller: ”Ejendommene ligger utrolig attraktivt i et kvarter, som rummer både et maritimt havnemiljø og kontorer, boliger, enkelte butikker og restauranter. Desuden er det tæt på historiske unika som fx Kastellet, Langelinie, Den Lille Havfrue og Ge­fionspringvandet. Endelig er det tæt på Nordhavnen, som er Københavns absolut væsentligste byomdannelsesområde, hvor et industrielt område er under forvandling til en fantastisk smuk bydel med boliger og kontorer.”

For Colliers International Danmark A/S kommer salget som et led i en række succesfulde salg i København i 2014, og det er forventningen, at de positive vinde på ejendomsmarkedet kommer til at fortsætte i 2015, hvor den øgede efterspørgsel og den økonomiske stabilisering forventes at medføre prisstigninger og dermed faldende afkast for investeringsejendomme. Trenden drives af et meget stort udbud af kapital fra danske og internationale investorer, hvilket betyder, at den knappe faktor p.t. i langt højere grad er ejendomme end kapital.