Fra begyndelsen af 2015 flytter specialbutikken Insport til et større lejemål på Klostergade 28. Insport har de seneste måneder, med assistance fra erhvervsmægleren Colliers International Danmark, været på udkig efter en ny beliggenhed, siden de i september 2013 modtog et opsigelsesbrev på det attraktive lejemål på Lilletorv.

Ifølge medejer af Insport Jan Jonasson havde man stor interesse i at blive i området ved Latinerkvarteret, hvor butikken har ligget helt fra begyndelsen.

”Vi var faktisk ved at låse os fast på et lokale i Frederiksgade – helt oppe i toppen – men det føltes bare ikke rigtigt,” siger han.

Én på opleveren
Til trods for at Jan Jonasson er skuffet over at skulle forlade lokalerne på Lilletorv, ser han mange fordele ved de nye rammer på Klostergade – heriblandt de markant flere salgskvadratmeter, som stueetagen har at byde på.

”De nye lokaler gør det muligt at give vores kunder en helt anden oplevelse. Vi kommer til at bruge rigtig mange penge på inventar og udstyr til test af løb – storskærme blandt andet,” fortæller han og afslører, at lejemålets førstesal rummer fire halvstore værelser, hvor det er tiltænkt, at nogle af virksomhedens samarbejdspartnere – blandt andet en fysioterapeut – skal have praksis.

”Fremover kommer vores samarbejdspartnere til at være next door, så vores kunder er fri for at køre eller cykle ud til eksperterne,” forklarer Jan Jonasson og fortsætter:   

”Hvis folk gør sig den ulejlighed at gå ned i Klostergade, så skal de virkelig have én på opleveren,” fastslår han.

Slut med at lege vejviser
Det er ikke tilfældigt, at Jan Jonasson bruger udtrykket ”hvis folk gør sig den ulejlighed”. Gennem alle 13 år har forretningen været vant til en vis trafik grundet den attraktive placering midt på Lilletorv. En trafik, der højst sandsynligt ikke følger med dem ned i Klostergade.  

”Den nye placering vil have nogle konsekvenser i forhold til, hvor mange kunder, der kommer ind i butikken. Til gengæld vil de kunder, der kigger ind, sandsynligvis være nogen, der kender os, og som efterspørger noget af det, vi rent faktisk har i sortimentet,” siger Jan Jonasson.

På Lilletorv oplever han ofte, at folk stikker hovedet ind og efterspørger varer, som man finder i de traditionelle sportsbutikker.

”Det vil passe os rigtig fint, hvis dem, der kommer ind, har noget løbe- eller ketcherrelateret at spørge om, så vi ikke skal stå og lege vejviser flere gange om dagen,” siger han.