Ejendommen på Kultorvet 9 -13 og Rosengården 2-4 i København er blevet solgt til Julius M. Goldschmidt Holding A/S (JMGH), som i forvejen ejer en række ejendomme i området. Ejendommen, der i alt omfatter små 4.000 m2, indeholder både boliger, kontorer og restauranter, hvoraf den absolut mest kendte er Café Klaptræet.

”Da muligheden for at investere i vores absolutte nabolag opstod, slog vi til,” siger administrerende direktør Flemming Hansen fra JMGH og forsætter: ”Vi synes, at dette attraktive og velkendte hjørne passer perfekt ind i vores portefølje og vores ambition om at udvikle området omkring vores ejendomme på Kultorvet og Frederiksborggade.”

Sælger af ejendommen er PKA A/S, som er en af de mest voluminøse institutionelle ejendomsinvestorer.

”Vi investerer aktuelt primært i nybyggerier og er lige p.t. aktive med opførelse af bl.a. flere boligejendomme i København og et sundhedshus i Vejle, så det passede os egentlig rigtig godt at sælge denne ejendom, som i øvrigt har været en rigtig fin investering for os,” siger ejendomsinvesteringschef Nikolaj Stampe fra PKA A/S.

Det er Colliers International Danmark A/S, som har formidlet handlen: ”Vi oplever en meget markant efterspørgsel efter cityejendomme i alle de større byer, men den er naturligvis størst i København. Her har vi i de senere år set et meget betydeligt opkøb fra internationale investorer – og derfor er det næsten ekstra glædeligt at formidle denne flotte ældre og meget charmerende ejendom til en solid lokal dansk investor,” fortæller ejendomsmægler og indehaver Hans Vestergaard.