Hudpleje-Gruppen har i tyve år drevet forretning fra første, anden og tredje sal på Kongensgade 12 i Odense. Nu flytter virksomheden til mere passende lokaler længere nede af hovedgaden. Ifølge ejer af Hudpleje-Gruppen, Sanne Søfeldt, skal lokaleskiftet gøre klinikken mere synlig.  

”Vi får ikke mere plads på den nye adresse, der kvadratmetermæssigt har samme størrelse. Men vi har et ønske om at få nye kunder til, hvilket, vi håber, de nye lokaler i gadeplan og med facade mod gågaden kan bidrage til,” siger Sanne Søfeldt.

(U)synlighed et problem
Selv efter tyve år i de samme lokaler oplever indehaveren, at flere lokale folk aldrig før har lagt mærke til klinikken – og det til trods for skilte og andet blikfang på gågaden foran ejendommen.

”Vi har mange faste kunder fra hele landet, og de ved selvfølgelig, hvor vi befinder os, men i forhold til erhvervelsen af nye kunder giver den nuværende placering os nogle udfordringer.”

Med beliggenheden af de nye lokaler har Sanne Søfeldt et håb om, at synligheden – og den deraf forhåbentligt øgede kundekreds – vil resultere i flere ansatte på sigt. Hun har nemlig planer om at lade virksomheden vokse – også på omsætning.

Hudpleje-Gruppen har opsagt lejemålet på Kongensgade 12 pr. 1. november 2014 og håber på at overtage de nye lokaler, der i øjeblikket gennemgår en istandsættelse, i slutningen af oktober.        

Bedring af detailmarkedet i Odense
Bag salget af Kongensgade 55 stod erhvervsmægler Martin Fuhlendorff fra Colliers International Danmark. Han oplever en generel bedring af detailmarkedet i Odense, hvor efterspørgslen især er rettet mod de bedste beliggenheder omkring gågaden.

”Gågadebutikkerne i Odense udlejes til op til 5.800 kr. pr. kvadratmeter, hvilket er et højt niveau sammenlignet med de andre større byer i Danmark,” siger Martin Fuhlendorff og påpeger, at toplejen i Odense faktisk er højere end toplejen i Aarhus og en del højere end toplejen i andre handelsbyer som Aalborg og Vejle.

Ifølge ham skal forklaringen blandt andet findes i lokale forhold.

”Der er meget få af de allerbedste retail-placeringer i Odense, og det presser selvfølgelig prisen op, når man sammenligner med for eksempel Aarhus, som har et meget længere strøg,” lyder det fra Martin Fuhlendorff.

For mere information vedrørende denne pressemeddelelse kontakt erhvervsejendomsmægler Martin Fuhlendorff, 58 58 37 04, mail: martin.fuhlendorff@colliers.com eller Sanne Søfeldt, ejer af Hudpleje-Gruppen, på 66 13 30 00.