Der er ikke mange fredede ejendomme i centrum af Aarhus, men på Klostergade 56C ligger et ældre bindingsværkshus, der oprindeligt blev opført som pakhus. Nu får lokalerne nyt liv. Iværksætteren Thorvald Stigsen, der i 2011 solgte rejsesitet Momondo, har investeret i ejendommen for at skabe plads til ekspansionsplanerne for brugtbilssiden Autouncle, hvor han for nylig er blevet medejer.

Autouncle flytter fra relativt små lokaler i Skolegade til de 709 kvadratmeter, som ejendommen i Klostergade har at byde på. Bag salget stod erhvervsmæglervirksomheden Colliers International Danmark og mægleren Cato Vestergaard, der melder om et relativt hurtigt salg efter første fremvisning, et problemfrit forløb og to tilfredse parter.

Han fortæller desuden, at køber, Thorvald Stigsen, har planer om at sætte ejendommen i stand. Her er der tale om en indvendig renovering, hvor man ønsker at bibeholde ejendommens karakteristika.

Ejendommen i Klostergade, der er fra 1777, husede før virksomheden Oversætterhuset A/S. Autouncle overtog lokalerne pr. 1. september 2014.