Fresh Fitness blev startet i 2010 af Rasmus Ingerslev, som er kendt for at have været med til at starte fitness.dk tilbage i 2001. Fresh Fitness er Danmarks billigste kæde med træning fra kun 99 kr. pr. måned og med åbent 24 timer i døgnet, har de også de bedste åbningstider. Kæden ekspanderer i øjeblikket kraftigt – syv nye centre er på vej til at åbne. Det nye center, som er placeret centralt i Universitetsmiljøet i Aarhus, forventes at åbne til oktober, når lokalerne har været igennem en større ombygning.

”Fitnessbranchen er en meget aktiv branche, hvor flere kæder ekspanderer og søger at tiltrække de fitnessglade danskere. Med det nye center i Vanggård Centret får Fresh Fitness en meget fin beliggenhed – dels er centret synligt for alle de forbipasserende på Ringgaden, og dels er det let at komme til med både bil og offentlig transport, ligesom det ligger tæt på studiemiljøerne”, siger erhvervsejendomsmægler cand. jur. Michael O. Andreasen fra Colliers International Danmark A/S i Aarhus, som har formidlet udlejningen.

Vanggård Centret huser blandt andet dagligvarebutik, restauration, cykelbutik, bridgeklub og fysioterapeut og ligger tæt på Storcenter Nord. Tidligere husede den velbeliggende ejendom Danmarks største systue: Tage Vanggaards Kjolefabrik.

”Ejendommen har en anderledes og spændende arkitektur, der giver mulighed for en utraditionel indretning, og vi glæder os til at finde lejere til de sidste ledige lejemål i ejendommen”, siger Michael O. Andreasen.