Der er kommet nyt liv i nogle af lokalerne på ejendommen på Satellitvej 7 i Horsens, som tidligere husede Seatainers A/S, der i dag er overtaget af DSV:

”Den lokale virksomhed PM Pack A/S er flyttet ind på Satellitvej, da de ikke længere havde plads nok i deres gamle lokaler. Det nye lejemål er på ca. 4.300 kvadratmeter, hvoraf ca. 240 kvadratmeter er nyopførte kontorlokaler,” fortæller erhvervsmægler Hans Holmann fra Colliers International Danmark A/S, som har formidlet udlejningen.

PM Pack A/S er leverandør af professionelle pakkemaskiner i alle størrelser og til alle formål. Kunderne er først og fremmest fødevareindustrien: restauranter, gårdbutikker og slagtermestre – men også fabrikanter af vinduer, garderobeskabe med mere. Virksomheden blev sidste år overtaget af tre nøglemedarbejdere, da stifteren Poul Emil Mikkelsen trådte i baggrunden. Der er ca. 20 medarbejdere.

Ejendommen på Satellitvej 7 er ejet af det britiske M7, som lige har overtaget ejendommen, idet M7 har købt en større ejendomsfond, som Valad tidligere administrerede.

Hans Holmann fortæller: ”Udlejningen bekræfter en positiv tendens med et stigende antal udlejninger af ledige lokaler.”